På toppen af Tivoli

Tivoli åbner på torsdag. Nyt er vandfald, bjergtinder og Rasmus Klumps veninde. Mere velkendt er er fulde og syngende kendisser

Tivolis direktør Lars Liebst byder velkommen til et Tivoli-år, der forhåbentlig byder på mere solskin end dagen, hvor man havde lagt det velbesøgte årlige åbningspressemøde. (Foto: Jan Unger)
Tivolis direktør Lars Liebst byder velkommen til et Tivoli-år, der forhåbentlig byder på mere solskin end dagen, hvor man havde lagt det velbesøgte årlige åbningspressemøde. (Foto: Jan Unger)

For mange københavnere er det selve sommerens komme, der indvarsles med åbningen af Tivoli.

Det sker på torsdag, når 140-årige Grøften på traditionel vis fyldes op af celebriteter, chefredaktører og andre charlataner, der siden tidernes morgen har sikret sig et bord i smørrebrødsrestauranten, der da også har for vane selv at ringe op til den udvalgte skare for lige at bekræfte, at de nu også har tænkt sig at lægge vejen forbi til fjordrejemadder og kolde øl fra fad.

- Vi har 700 pladser den dag, siger restauratør Poul Eriksen, mens han ser ud over den skueplads, hvor det på torsdag går løs.

- Og klokken et der er næsten ikke til at komme forbi mellem bordene. Alle tjenere er på arbejde, og alle sidder ved deres stamborde.

- Den eneste måde, der bliver pladser tilovers, er ved 'naturlig afgang', fortæller han om den våde og traditionsrige københavnerbegivenhed.



Restauratør Poul Eriksen er klar til årets helt store indryk på torsdag, hvor gæsterne kommer til at sidde ekstra tæt i Grøften. (Foto: Jan Unger)
Restauratør Poul Eriksen er klar til årets helt store indryk på torsdag, hvor gæsterne kommer til at sidde ekstra tæt i Grøften. (Foto: Jan Unger)


Men Tivoli byder heldigvis også på masser for alle os andre dødelige, der hverken er ved muffen eller noget ved musikken.

Og årets største nyhed er, at man har fornyet den 100 år gamle rutschebane, der nu både har fået vandfald, isgrotte og kunstige bjergtinder.

Se også: Her er Københavns nye bjerg

- 2014 bliver et jubilæumsår. Tænk på, at vi åbnede denne rutschebane samme år, som 1. Verdenskrig brød ud. Der er kommet nogle nye features, som ikke eksisterede i 1914 - for eksempel et vandfald. Danmarks højeste, mener jeg, selv om Bornholm muligvis mener, at det har et, der er højere, fortæller Tivolis direktør, Lars Liebst.

- Hvert år, når vi står her før åbningen, har jeg kriller i maven. Og det er sjældent en særlig ting, jeg glæder mig over. Men tænk på at sidde i noget, der er 100 år gammelt. Det er da fantastisk!



Inde i bjerget arbejdes der på højtryk for at gøre Rutschebanen klar til de mange gæster. (Foto: Jan Unger)
Inde i bjerget arbejdes der på højtryk for at gøre Rutschebanen klar til de mange gæster. (Foto: Jan Unger)


Og så er der jo det med vejret. Det har været omskifteligt her til lands i langt mere end 100 år. Det er noget, selv ikke en Tivolidirektør er herre over.

- Det kan jo sagtens blive en regnfuld sommer, og derfor er vi også begyndt at lave mere og mere indenfor. Vi har masser af aktiviteter i koncertsalen, ligesom vi har vores egen revy, siger Lars Liebst og giver sit bud på en drømmevejrudsigt.



Vandfaldet der måske - måske ikke - er Danmarkstørste. (Foto: Jan Unger)
Vandfaldet der måske - måske ikke - er Danmarkstørste. (Foto: Jan Unger)


- Den perfekte dag for os er en god dansk sommerdag med en byge eller to om formiddagen, men ikke helt overskyet og en 18-20 grader. Så er den hjemme, for så går folk ikke på stranden.

Tivoli tam-tam
Revyen, direktøren taler om, har fået navnet Tam Tam, og rollerne besættes af blandt andre Niels Olsen, Søs Egelind, Bodil Jørgensen, Christiane Schaumburg-Müller, Pelle Emil Hebsgaard, Alexandre Willaume samt sangerinderne Szhirley og Rikke Hvidbjerg.



Tivoli-Garden fylder 170 i år. Uniformer og instrumenter ligger klar i sirlige rækker. (Foto: Jan Unger)
Tivoli-Garden fylder 170 i år. Uniformer og instrumenter ligger klar i sirlige rækker. (Foto: Jan Unger)


De små kan glæde sig over endnu et hus i det 1.200 m2 store Rasmus Klump-legeområde, der har græs på taget og blandt andet hver dag får besøg af Rasmus Klumps nye kvindelige gartnerven.



Rasmus Klump og hans nye dame. (Foto: Tivoli)
Rasmus Klump og hans nye dame. (Foto: Tivoli)




Se også: TV: Svenske piger tester Tivoli

Ellers begynder man at vise film på Plænen i samarbejde med CPH PIX, hvor man blandt andre har Woody Allens 'Mig og Annie' samt Alfred Hitchcocks 'Bag Jerntæppet' på plakaten. I sidstnævnte har man blandt andet en scene optaget på Nimb.

Og så er der alt det gamle og velkendte, som sidste år trak 4,2 millioner gæster ind i Carstensens Gamle Have midt i København.

Tivoli åbner 10 april klokken 11.

0 kommentarer
Vis kommentarer