Feriestedet der har alt

Rørvig og Nakke har meget at byde på for gæster i alle aldre. Der er gæstfrit, natursmukt og masser af stemning

Denne lille idylliske havn ankommer man i, hvis man vælger at sejle til Rørvig fra Hundested. Sejlturen varer cirka 25 minutter. Foto: visitodsherred.dk
Denne lille idylliske havn ankommer man i, hvis man vælger at sejle til Rørvig fra Hundested. Sejlturen varer cirka 25 minutter. Foto: visitodsherred.dk

Området omkring Rørvig og Nakke i Odsherred har mindst lige så meget om ikke mere at byde på end det højt besungne Nordsjælland.

En af fordelene ved det nordvestsjællandske er, at det er mindre smart, mindre hypet og knap så dyrt.

Det er muligt både at leje sommerhus/ferielejligheder, bo i bed and breakfast eller på campingplads, så der er muligheder for enhver pengepung.

Det betyder ikke, at Rørvig og Nakke er befolket med rene bonderøve, der altid leverer super kvalitet og ikke ved, hvordan man slår mønt af feriesæsonen.

F.eks. ser visse spisesteder ud til at sænke kvaliteten, mens priserne til gengæld ’hakker’ opad.

Heldigvis er der for de hurtigt sultende kommet et par burgersteder på havnen og på Rørvigvej, hvor man får, hvad man ser: burgere af præfabrikerede bøffer, og de smager, som junkfood gør de fleste steder.

Men området i og omkring Rørvig er andet end mad. Der er masser af oplevelser – også for børnefamilier.

Det myldrer med små forretninger i Rørvig. Foto: Helle Kastholm
Det myldrer med små forretninger i Rørvig. Foto: Helle Kastholm

Se også: Skattejagt og krigshistorie

Den daglige yndlingssport i Rørvig er krabbefiskeriet på havnen. Det går der meget tid med, og typisk foregår det under lige dele gys og jubel. Imens kan forældrene sidde og vegetere, mens de betragter færgen til Hundested og nyder en is, øl eller en kaffe. Det er nærmest zen.

Engang i stenalderen og måske frem til bronzealderen bestod området af tre øer, men området er for længst blevet sammenhængende og har strande ud til Kattegat (Rørvig) og ind til Isefjorden (Nakke).

Det giver vidt forskellige badeoplevelser, men hvis der er vind, har jeg altid selv fundet mest behag i fjordsiden.

Det er svært at afstå fra vandre- eller cykelture i det unikke landskab. Her ses Rørvig Sandflugtsplantage. Foto: visitodsherred
Det er svært at afstå fra vandre- eller cykelture i det unikke landskab. Her ses Rørvig Sandflugtsplantage. Foto: visitodsherred
 

De tre øer, man mener lå i stenalderhavet, og som i dag svarer til Nakke, Nørrevang og Kirke-plateauet, indeholder rester fra mange bopladser gennem sten- og bronzealder – især på Nakke-øen. I området er der registreret 31 fredlyste oldtidsminder. Og så er der fundet to halsringe fra yngre bronzealder ved udgravningerne.

Op igennem historien har store navne fra folkesagn og sagaer været ind over Rørvig og Nakke: Vi taler Svend Estridssøn, Absalon og formentlig Marsk Stig. Rørvig hed Isøre i Vikingetiden, og meget af det er omtalt hos Saxo – andet har andre kilder.

Blandt andet fortæller en legende, at Marsk Stig er begravet i Rørvig Kirke – men det er aldrig dokumenteret og kan være ønsketænkning.

Se også: Tag på endags-vandretur

Til gengæld er det beviseligt, at adskillige nyere afdøde notabiliteter ligger på kirkegården i Rørvig ved den karakteristiske gule kirke, som i gamle dage tjente som landkending for søfolkene.

Henrik Pontoppidan skrev ’Lykke-Per’ i Rørvig, og han ligger på kirkegården med hele sin familie. Klaus Rifbjerg, som også hentede masser af inspiration til sit forfatterskab i området, ligger også begravet der.

Rørvig gør som et par andre lokaliteter i Danmark krav på at være vort lands midtpunkt: Positionen er 55 grader 58 minutter nord og 11 grader 46 minutter øst.

Den diskussion tør jeg slet ikke kaste mig ud i, så jeg nævner det bare.

Der er fine af muligheder for at sidde og hygge i Rørvig Havn. Foto: Helle Kastholm
Der er fine af muligheder for at sidde og hygge i Rørvig Havn. Foto: Helle Kastholm
 

I hvert fald står der en sten, som markerer det geografiske midtpunkt, og den er lige så populær som Kongestenen, der markerede Isøre Ting, hvor konger blev udnævnt – blandt andre Svend Estridssøns sønner.

Overalt i dette område er der fantastisk natur samt et rigt dyre – og fugleliv, så der er masser af grund til lange traveture. End ikke de mange sommerhuse i området sommerhuse kan ændre det.

Keder man sig, kan man udfordre familien i minigolf eller leje cykler og komme lidt videre omkring. Det giver også muligheder for at besøge de mange ’ting’-butikker, som konstant dukker op alle vegne.

Marskandiserbranchen ser ud til at være allemandseje i Rørvig og Nakke, hvor et utal af indkørsler bærer præg af, at næsten alt kan sælges.

Se også: Mors er for alle

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Gode spisesteder

På Maarbjerggaard i Nakke kan man få udsøgte sandwich og salater. Stedet kører i øjeblikket kun med take-away. Foto: Helle Kastholm
På Maarbjerggaard i Nakke kan man få udsøgte sandwich og salater. Stedet kører i øjeblikket kun med take-away. Foto: Helle Kastholm
 

Rørvig har flere interessante spisesteder, hvor kvaliteten er i højsædet.

Maarbjerggaard: Økologisk café og spisested i Nakke, der er eksperter i sandwicher og superlækre salater. Serverer kun takeaway for tiden.

Rørvig Kro: Ligger i hjertet af Rørvig og serverer glimrende mad. Desværre lukket i øjeblikket pga. corona.

Rørvig Dessert: Hvis man har en sød tand, kan man med fordel lægge vejen forbi Rørvig Dessert, der producerer desserter af høj kvalitet – og som leverer til mange danske supermarkeder.

Lokalt øl og vin

Lokalt øl og vin kan man også få i Rørvig.

Rørvig Bryghus viser stolt sine produkter frem, og der er meget guf at vælge imellem.

Det samme gælder vin. På Rørmosegård vil man kunne få masser af god økologisk vin, og det er de stolte af på den egn.


29 kommentarer
Vis kommentarer