Find din indre jagthund: Tag på ø-hop med harpun

Der er et hav af oplevelser i vente på de danske øer, og hvorfor lade sig begrænse af én, når man kan opleve flere på samme ferie?

Når der er lavvande, forsvinder havet nærmest ud for Fanø. (Foto: Thomas Skjold)
Når der er lavvande, forsvinder havet nærmest ud for Fanø. (Foto: Thomas Skjold)

De ligger på hver sin side af Jylland. Als mod øst, og Fanø mod vest.

Fanø er en af de bedste danske steder at trække stikket og komme helt ned i tempo. Als er grønt og smukt, og så er det et legeland fuld af sjove oplevelser.

På en ø-hop-tur fra Als til Fanø kan man jage fisk med harpun under vandet i Sønderborg Fjord eller tage på østerssafari i Vadehavet.

På jagt med harpun
Vandet er fire grader, og som det ligner det danske forår bedst, så blæser og regner det. Iført våddragt og dykkerbriller er vi en lille gruppe, der er på vej ud i Sønderborg Fjord.

 

 

Lasse Bager Jensen arrangerer snorkelsafari og er ferm til at fange fisk med harpunen. (Foto: Eva Sofie Anesen)
Lasse Bager Jensen arrangerer snorkelsafari og er ferm til at fange fisk med harpunen. (Foto: Eva Sofie Anesen)

Kulden er helt ekstrem – i hvert fald indtil neoprendragten kommer på og gør sin virkning.

Våddragten holder nemlig kulden ude, også selvom man står midt i det kolde vand. Den lille mængde, der trænger gennem stoffet, opvarmes hurtigt af kropstemperaturen.

Så det eneste, der er i direkte kontakt med vandet, er ansigtet. Det stikker og brænder de første par minutter, ansigtet kommer under.

- Fra otte grader og opefter er det helt smertefrit for ansigtet, så I skulle være kommet lidt senere, siger Lasse Bager Jensen fra Snorkelsafari og fortsætter med et grin:

- Og så skal I lade være med at tisse i dragten, for det bliver derinde.

Se også: Krigerisk ferie: Kom helt tæt på Hitlers bunkere  

Danmark har rigtig gode muligheder for undervandsjagt med de lange kyststrækninger med små bugte med læ, som er de mest gunstige jagtmarker, hvis du skal ud og indfange havets godter.

På det seneste er der blevet fundet algegift i de muslinger og østers, der findes ved Vestkysten, så de skal tilberedes inden, de spises. (Foto: Allan Priess)
På det seneste er der blevet fundet algegift i de muslinger og østers, der findes ved Vestkysten, så de skal tilberedes inden, de spises. (Foto: Allan Priess)

Der er mulighed for blandt andet at skyde pighvar, havørred og skrubber. Det eneste, det kræver for at prøve kræfter med disciplinen, er udstyret og et fisketegn.

Og så skal man holde øje med lystfiskerne, for man bevæger sig i de samme territorier.

Når man undervandsdykker, har man altid spændt en lille orange bøje ud efter sig, så lystfiskerne kan se én. Men ellers er det også en god idé lige at hilse på og derved gøre opmærksom på sig selv.

Lige inden vi stiger op af vandet, får vi lov til at skyde harpunen af. Det er lidt svært at spænde den stramme elastik ordentligt tilbage, men Lasse Bager Jensen lader til at kunne gøre det i søvne, så han hjælper.

Harpunen er omgærdet af en stor mængde respekt, for det er et kraftigt våben. Det giver et ordentligt ryk i hånden, da aftrækkeren trykkes i bund. Havde der været en fisk, havde den ikke haft en chance.

Hop til Fanø
Det er som om, alting går lidt langsommere på Fanø.

Det er sagt med kærlighed, for det er skønt. Det er, som om færgen er en barriere, der betyder, at alt det travle og stressende bliver efterladt i Esbjerg og fastlandet.

Man kan godt forstå dem, der har erhvervet sig et sommerhus på øen, for det er det nemmeste sted at komme ned i gear. Specielt i Sønderho, hvor man også synes at komme tilbage i tiden, er stilstanden mærkbar.

Se også: Se Danmarks største rev på Samsø  

Fanø er desuden indehaver af en række skøre og skæve oplevelser. Man kan blandt andet gå på landets korteste gågade på 75 meter i Sønderho.

I den modsatte ende af skalaen er den årlige strikkefestival, der tiltrækker cirka 10.000 besøgende, hvilket må siges at være et svimlende antal i forhold til øens cirka 3.200 beboere.

To kilometer havbund
Der er lavvande. Hvilket ud for Fanø betyder, at vandet er helt væk. På strækningen mellem Esbjerg og øen kan vi altså denne dag gå næsten to kilometer ud i 'vandet' på den bare havbund. Det er en helt særlig fornemmelse. Vi er på vej ud for at plukke østers.

Fanøfærgen Fenja ses i baggrunden. Sammen med Menja sejler de mellem Fanø og Esbjerg. (Foto: Thomas Skjold)
Fanøfærgen Fenja ses i baggrunden. Sammen med Menja sejler de mellem Fanø og Esbjerg. (Foto: Thomas Skjold)

Efter sigende skulle de bare ligge og flyde over det hele, så de medbragte spande kan fyldes, til man ikke orker at bære mere. Og ganske rigtigt. De ligger virkelig over det hele, så det handler i højere grad om at bedømme, hvor mange man kan spise, end det handler om at lede.

Jesper Voss er kendt som 'Oister King' på Fanø. (Foto: Allan Priess)
Jesper Voss er kendt som 'Oister King' på Fanø. (Foto: Allan Priess)

Østerssafari er næsten et must, hvis man er på Fanø.

Mulighederne er så gunstige, som de kan blive i Danmark, og hvis man ikke er en habil lystfisker eller jæger, er det her en ganske nem måde at fange sin egen mad.

Vores guide er Jesper Voss, som også kendes under navnet Oyster King, hvilket må siges at have en vis respektindgydende klang. Han er en af den slags mennesker, der fortæller alverdens historier – nogle er uden tvivl røverhistorier.

Der har på det seneste været sygdom blandt de østers, man kan plukke i Vadehavet og længere op ad kysten. Derfor må man ikke spise dem rå, som nogle ellers foretrækker, og derfor bør du grille dem, du bringer ind.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere