Fire fede gratis sommeraktiviteter

Hvis du allerede nu kan se, at det kommer til at knibe med at få ferieøkonomien til at hænge sammen, så frygt ej – snup i stedet en af sommerens mange gratis aktiviteter, som du kan deltage i uden at vågne næste morgen med dårlig samvittighed

Foto: Flickr/Justin S. Campbell
Foto: Flickr/Justin S. Campbell

Naturnætter

Bliv et med naturen og stres af for en dag, uden at det koster dig en krone. Tjek vejrudsigten, inden du begiver dig ud i en af de mange danske skove og naturområder, da et skybrud vil ødelægge oplevelsen for de fleste. Naturstyrelsen har over 175 skove, hvor du kvit og frit må slå dit telt op for natten. Hvis du ikke ejer et telt, kan du benytte et af de mange shelters, som Naturstyrelsen stiller til rådighed.

Læs mere på naturstyrelsen.dk/naturoplevelser

 

Gratis koncerter

Foto: Flickr/Heather Harvey
Foto: Flickr/Heather Harvey
 

Du behøver ikke at betale i dyre domme for at nyde en eftermiddag med gode vibrationer og rystende rytmer. I løbet af sommeren finder du et væld af gratis koncerter i hele landet, ikke mindst ved de årlige gade-musikfestivaler.

Tjek for eksempel Copenhagen Jazz Festival, Aarhus Festuge eller Skagen Festival, hvor du kan tilbringe dagene med masser af gratis musik. Danske og internationale kunstnere lægger også vejen forbi Christianias Nemoland, der byder op til dans hver søndag hele sommeren.

Læs mere om gratis musikoplevelser på visitdenmark.dk

 

Sofa-surfing

Foto: Flickr/Mike Burns
Foto: Flickr/Mike Burns
 

Hvem har sagt, at det behøver at koste penge, at man gerne vil lidt væk fra huset, lejligheden eller værelset et par dage? Med lidt held og mod kan du finde en gæstfri vært, som vil lade dig overnatte på sin sofa en dag eller to.

Vælg en by, du ikke kender særlig godt, så er du garanteret at få lidt ekstra på opleveren. Transporten kan du eventuelt finde billigt på Danmarks største portal for privat biludlejning og samkørsel, GoMore.

Læs mere på couchsurfing.com og gomore.dk

 

Museumsoplevelser

Foto: Per Lange/Nationalmuseet
Foto: Per Lange/Nationalmuseet
 

Mange af de danske museer har fri entré på bestemte ugedage eller alle ugens dage.

Tag f.eks. på Danmarks største kulturhistoriske museum, Nationalmuseet, besøg Museet for Dansk Bladtegning, som ligger på Det Kongelige Bibliotek, tjek Danmarks nationalgalleri og landets hovedmuseum for billedkunst, Statens Museum for Kunst, og slå i smut forbi det kulturhistoriske specialmuseum for dansk våben- og krigshistorie, Tøjhusmuseet.

Læs mere på kulturklik.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere