Gamle favoritter hitter stadig

Klassikere, som Bornholm og Skagen, topper endnu en gang listen over, hvor i landet danskerne helst vil spendere sommerferien

Skumring over Skagen - danskernes favorit de sidste tre år. Foto: Flickr/Poul Werner Dam
Skumring over Skagen - danskernes favorit de sidste tre år. Foto: Flickr/Poul Werner Dam

Mens mange danskere i sommerferien vælger at tage ud og opleve eksotiske udenlandske destinationer, som Maldiverne eller Seychellerne, halter det bagefter med kreativiteten for de danskere, som vælger at holde ferien hjemme under dannebrog.

Vi foretrækker nemlig at holde ferien ved Jyllands berømte spydspids, Skagen, eller på solskinsøen Bolmholm, præcis som det var tilfældet sidste år og året før da. Det viser en ny undersøgelse fra YouGov.

Faktisk svarer 66 procent af danskerne i undersøgelsen, at de har planer om at holde sommerferie i Danmark, og når campingvognen skal parkeres, eller hotelværelset skal bookes, vælger langt størstedelen altså at følge den klassiske top tre: Skagen, Bornholm, København.

Undersøgelsen viser også, at danskerne primært vælger feriedestinationen ud fra, om der er smuk natur, frisk luft og mulighed for at bade.

Det kan du som bekendt finde i mange kanter og hjørner af landet, så hvorfor er det egentlig, at vi stadigvæk holder os til sommerklassikerne Skagen og Bornholm?

Jager sikker kvalitet
 Først og fremmest handler det om, hvordan man vurderer populariteten af rejsemålene, forklarer Lene Feldthus Andersen, der er direktør i den forskningsbaserede konsulentvirksomhed Center for Regional- og Turismeforskning.

- I undersøgelsen har de adspurgte udpeget det sted, hvor de gerne vil holde ferien. Men hvis man kigger på de største overnatningstal, er Varde Kommune faktisk lige så populær som Frederikshavn Kommune, hvor Skagen ligger, fortæller hun.

Ifølge Lene Feldthus Andersen har Skagen og Bornholm en fordel i at være både attraktion og destination – en naturlig fordel, som en destination som Sydvestjylland ikke har.

Men det er også vigtigt for danskerne at føle sig sikre på rejsemålets kvalitet.

- Vi vælger det trygge og sikre. Gerne der, hvor kvaliteten er verificeret af andre, og navnet i sig selv borger for gode oplevelser, siger Lene Feldthus Andersen.

Hun understreger, at vores adfærd viser, at mange i realiteten holder ferie andre steder end Bornholm og Skagen, men at det ofte ikke viser sig i undersøgelser, fordi områderne ikke er lige så identificerbare og afgrænsede som Skagen og resten af klassikerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere