Gør en god handel nu: Salget af sommerhuse er eksploderet:

Danskerne køber markant flere sommerhuse, end de gjorde for fem år siden - uden at priserne er røget gennem taget

I 2015 blev der solgt 7034 sommerhuse i Danmark. (Foto: Dancenter)
I 2015 blev der solgt 7034 sommerhuse i Danmark. (Foto: Dancenter)

Sommerhuse er symbolet på sommer i det fri med strand, badedyr, sene sommeraftener på terrassen og lækker natur, og danskerne køber flere og flere af slagsen.

På bare fem år er antallet af solgte sommerhuse steget med næsten 44 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I 2011 blev der solgt 4892 sommerhuse, mens det tal var steget til hele 7034 i 2015.

Og pønser du selv på at købe et dejligt fritidshus, så er der ifølge Boliga ovenikøbet også rekordflere til salg, siden sitet begyndte at føre statistik i 2007.

Markedet løfter sig
Så hvis du er træt af flyveture og kørsel med campingvognen hele vejen ned gennem Europa med skrigende børn på bagsædet, kan du lige for tiden vælge mellem over 14.000 huse – nogle fås endda med havudsigt til bare 295.000 kroner.

Nordjyske naturperler: Kan du gætte hvilke der er i top fire?  

Morten Skak forsker i boligøkonomi på Syddansk Universitet. Han mener, at det store udbud og de mange salg er et tegn på, at boligmarkedet endelig er ved at løfte sig, og at sælgernes tro er en medvirkende faktor.

- Når folk tror, at det er lettere at sælge, så kan det fremme udbuddet. Sommerhusmarkedet har ligget underdrejet i lang tid, men jeg forventer, at det er ved at komme i gang nu, udtaler han til Boliga.

- Men det har også været længere tid om at komme i gang end resten af boligmarkedet som helhed.

Flest på Sjælland
Der er sat flest sommerhuse til salg i Region Sjælland, hvor de især har givet den gas med ’til salg’-skiltene på Syd- og Vestsjælland, mens Nordjylland også er med.

Her er Danmark fedeste campingpladser  

Og med de mange sommerhuse til salg så er det også en god mulighed for køberne for at lave en rigtig god handel, mener Morten Skak.

Men man skal ikke bare købe for at købe.

- Man skal ikke spekulere, men købe sommerhuset, fordi man har et ønske om at benytte det. Så får man også det væsentligste afkast, som i virkeligheden er den glæde, man får ved at benytte huset.