Kører du ad Margueritruten, kommer du rundt på hele Djursland. Mod syd møder man runde bakkedrag og bondeidyl og udsigten over nationalparken Mols Bjerge og Kalø Vig.
Længere mod nord er landskabet mere åbent og vindblæst, mens store skove dækker dele af det indre Djursland og den nordlige kyst. Langs vejene ligger de små landsbyer med hvide kirker tæt.
Djursland er et godt sted at holde ferie eller tage på udflugter - også hvis man rejser med børn.
Ved Ebeltoft og Grenå og på Nordkysten kan man hoppe i havet fra flere gode og børnevenlige strande, og tæt på Margueritruten ligger en række forskellige og spændende oplevelser, som henvender sig til børnefamilierne.
Rutsjebane i topfart
Djurs Sommerland er Nordens største sommerland med et stort udvalg af forlystelser og oplevelser til børn i alle aldre i områdets otte temalande.
Bondegårdsland, Vikingeland, Sommerland og Vandland tilbyder deres utallige attraktioner, og i Afrikaland kan man ad junglestien møde vilde dyr og kannibaler samt den godmodige og forelskede King Kong.
I Mexicoland kan man spille golf eller drøne rundt i Speedy Gonzales, og i Westernland kan man vaske guld i floden eller rafte på Colorado River
Rutsjebanen Piraten findes i Piratland, og den er ikke for de sarte. Den er Danmarks største og hurtigste, 32 meter høj og med en topfart på 90 km i timen.
20.000 græskar til halloween
I efterårsferien holder sommerlandet åbent med et særligt halloween-tema, hvor området er pyntet med over 20.000 græskar.
Entrébilletten (270 kr. pr. person over tre år) er bestemt ikke billig. Den giver dog adgang til alle forlystelser – og der er mange, så sæt en dag af til besøget.
Det kan godt betale sig at tage mad og drikkevarer med selv, da det ellers kan blive en dyr fornøjelse oven i indgangsprisen at mætte en hel familie.
I højsæsonen kan der på travle dage være bilkø til området, og man skal huske, hvor man stillede bilen. Parkeringspladsen er nemlig stor.
Læs mere på djurssommerland.dk
Tag på krydstogt i Nakskov Fjord
Fregatten Jylland i røg og damp
Ebeltoft er stokroser og bindingsværk i brostensbelagte gader, hvor vægteren, der i gamle dage sørgede for ro og orden, stadig kan opleves, når han synger solen ned i sommermånederne.
Også havnen byder på et aktivt miljø med caféer og et smukt glasmuseum. Og skal man giftes, er Ebeltoft Rådhus et yndet sted.
Byens vartegn, Fregatten Jylland, ligger majestætisk med sine høje master i havnen.
Skibet er verdens længste bevarede træskib, og besøgende kan bevæge sig rundt på krigsskibet lige fra kanondækket til kaptajnens kahyt.
Jagede en flåde på flugt
Skibet blev berømt for sin indsats i slaget ved Helgoland i 1864, hvor Fregatten Jylland sammen med fregatten Niels Juel og korvetten Heimdal jagede den østrigsk-preussiske flåde på flugt under en af krigens sjældne danske sejre.
Fregatten Jylland fik 18 træffere fra de tyske kanoner i styrbords side, men holdt sig flydende. Skibet blev siden kongeskib, og det sidste togt gik til de Dansk Vestindiske Øer i 1887.
På museumsskibet kan børn deltage i forskellige aktiviteter som skattejagt og kanonshow.
Rejs 70 millioner år tilbage i tiden på denne danske ø
Kom tæt på den brune bjørn
Skandinavisk Dyrepark er et stort og naturskønt parkområde, hvor man kan opleve nordiske dyr som ørne, ravne, ulve, elge, hjorte og ikke mindst brune bjørne og isbjørne.
De besøgende kommer helt tæt på de store bjørne via gangbroer inde i dyrenes egne territorier med masser af huler, søer, træer og bakker.
Fem tons is
En 220 meter lang gangbro går gennem isbjørnenes område, som er på størrelse med fem fodboldbaner med to store søer. Hver dag producerer dyreparkens egen isfabrik fem tons is til området.
Fodringen af isbjørnene er en helt særlig oplevelse, som hver dag samler et stort publikum.
Svøm med hajer
Grenaa er en gammel købstad fra 1445 og Djurslands største handelsby med gode indkøbsmuligheder. På Torvet, hvor byens tre gågader mødes, er der caféliv og udeservering og tit levende musik om sommeren.
Nord og syd for byen ligger fine sandstrande. Byens store trækplaster er dog Kattegatcentret, der især tiltrækker børnefamilierne.
I centeret, der ligger ved havnen tæt på færgelejet, kan man se konæserokke, søheste, blæksprutter, krabber, hummere og i et akvarium ligger sølvglimtende piratfisk med onde ansigter og underbid stille i flok og venter på deres bytte.
For de mest modige
Den store attraktion er hajerne i det største bassin Oceanariet på godt halvanden million liter havvand.
Hajerne kan både ses fra glastunnelen under akvariet og fra oven, hvor hajfinnerne skyder hurtigt gennem vandoverfladen. De modige kan prøve at dykke med hajerne.
De mindre børn kan til gengæld tilbringe lang tid ved rørebassinet, hvor der ikke er hajer, men mere fredelige fladfisk. I det udendørs område med udsigt over havet kan børnene fange krabber i en lille lagune eller se sælerne blive fodret.
Sultne tigre og glubske giraffer på den danske savanne
Frokost med kameler
En dyrepark, hvor det mere føles, som om mennesket er spærret inde bag hegnet, og dyrene er dem, der går frit omkring. Ti kilometer fra Ebeltoft midt ude i Mols' smukke landskab dukker Ree Park – Ebeltoft Safari op.
Det er ikke hver dag, man ser kameler på græsmarker, men det klæder dem godt. Park-arealet er stort, og dyrene ser ud til at trives i det store naturområde.
Her er et væld af forskellige dyrearter fra både Afrika, Asien, Syd- og Nordamerika lige fra løver, strudse, næsehorn og aber til ulve, bisoner og bjørne – og meget mere.
Frokost med 70 km/t
Dyreparken er det eneste sted i Danmark, hvor man kan se geparder, og hver dag kan man opleve verdens hurtigste dyr jagte sit bytte, når dyrepasseren sender dagens foder af sted på en stålwire med 70 km i timen.
Børn flokkes i massevis, og børnefamilier tilbringer nemt en hel dag i parken – og en nat, for man kan både sove i Safari Logde på savannen og i shelter på prærien.
Den populære tur med safaribilen gennem området tager 25 minutter og giver den besøgende en oplevelse af Afrika – på Djursland.
Anne Mette Futtrup er forfatter til 'Turen går til Danmark ad Margueritruten'