Historisk skamplet: Ved du hvad der skete i 1864?

1864 er en mørk plet i den danske historie, og kan du ikke huske, hvad der skete, så læs med - måske du får lyst til at se åstedet med egne øjne

Museumscenter Dybbøl Banke skyder med en af landartilleriets feltkanoner, som skal dokumentere deres virkning over for den preussiske styrke i 1864. På centret kan man se de rædselsfulde kampe på både små og store skærme. (Foto: Polfoto)
Museumscenter Dybbøl Banke skyder med en af landartilleriets feltkanoner, som skal dokumentere deres virkning over for den preussiske styrke i 1864. På centret kan man se de rædselsfulde kampe på både små og store skærme. (Foto: Polfoto)

En streng isvinter i 1864 tvang de danske tropper til at forlade skanserne ved Dannevirke og flytte til skanserne omkring Dybbøl. I en brutal og dengang moderne krig blev tusindvis af danske, prøjsiske og østrigske soldater slagtet, og Sønderborg bombet sønder og sammen.

Danmark tabte krigen militært ved ’Slagtebænk Dybbøl’, og endnu værre gik det ved forhandlingsbordet, hvor hele Sønderjylland blev tabt, bortset fra et par enklaver ved Ribe og Kolding.

I 1867 blev Slesvig og Holsten gjort til den 12. provins i det prøjsiske monarki, som fra 1871 kaldte sig Det Tyske Kejserrige. Bismarck gjorde kort proces og indførte et moderne, autoritært prøjsisk styre.

Se også: Oplev ultimativ afslapning på Fyn  

I Danmark var chokket over nederlaget stort. Landets eneste havn mod Nordsøen lå i Højer, som nu blev tysk, så der måtte laves en ny, moderne havneby, Esbjerg. Der blev iværksat inddæmningsprojekter og modernisering af landbruget, mens storbyernes industri sugede landbefolkningen til sig.

Ved 150-året for Slaget ved Dybbøl blev en større ceremoni opsat på Historiecenter Dybbøl Banke. (Foto: Polfoto)
Ved 150-året for Slaget ved Dybbøl blev en større ceremoni opsat på Historiecenter Dybbøl Banke. (Foto: Polfoto)

I Slesvig gennemførte de tyske myndigheder en undertrykkende germanisering, som fik de dansksindede til at holde tættere sammen.

Danmark undgik at blive inddraget i Første Verdenskrig, men 26.000 dansksindede slesvigere oplevede i tysk uniform rædslerne i skyttegravene i Frankrig og Rusland, og mere end 5000 af dem døde.
 

Den nye grænse

En international kommission fastlagde i 1920 efter en folkeafstemning en ny grænsedragning fra Kruså til Rudbøl, så der nu opstod nationale mindretal på begge sider af den nye grænse.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev arbejdet for det danske mindretal vanskeligt, og det tyske mindretals organisationer i Danmark blev nazificerede.

Under besættelsen skærpedes modsætningerne, og i retsopgøret efter befrielsen blev mange fra det tyske mindretal straffet for at have deltaget i tysk krigstjeneste eller samarbejdet med værnemagten. Da havde konflikten nået et hadefuldt højdepunkt.

Et nyt, tæt samarbejde om mindretallenes rettigheder blev aftalt i 1955, og langsomt blev fjendskab og fordomme afløst af venskabeligt samvirke. I dag arbejder danske og tyske kommuner og regionale myndigheder tæt sammen tværs over grænsen i Region Sønderjylland-Schleswig.

Selvom 1864 er længe siden, er der stadig spor og spændende steder at opleve fra dengang på begge sider af grænsen.
 

Dybbøl banke

Guiden 'Turen går til Syd- og Sønderjylland' henviser tørt til bogen ’Slagtebænk Dybbøl’, som fortæller om de danske jensers mod og lidelser under det katastrofale nederlag.

Alle de gamle fæstningsværker er tyske, bygget efter 1864 oven på de sønderskudte danske stillinger. De breder sig over et område på 200 hektar mellem fredede græsarealer og dyrkede agre med levende hegn.

Et vidtstrakt system af stier fører til gamle skanser, forbi gravsteder og mindesmærker. I stærk kontrast står det smukt bølgende landskab med en panoramisk udsigt til Broagerland, Vemming Bugt og Flensborg Fjord.

Dybbøl Banke er også for tyskerne et skattet mindesmærke, og i 1872 blev der i skanse IV rejst et sejrsmonument, ’Düppel-Denkmal’. Ukendte gerningsmænd sprængte det i luften 12. maj 1945.

Dybbøl Banke 16, 6400 Sønderborg

 

Historiecenter Dybbøl Banke

Historiecenter Dybbøl Banke byder på masser af gruopvækkende og lærerig historie om Danmarks største nederlag. (Foto: Polfoto)
Historiecenter Dybbøl Banke byder på masser af gruopvækkende og lærerig historie om Danmarks største nederlag. (Foto: Polfoto)

Kommandoråb blander sig med granaters hvislen fulgt af voldsomme eksplosioner, mens der glimtvis kommer billeder af sønderskudte løbegrave og ventende soldater med opplantede bajonetter.

I fuld størrelse viser centret en nøjagtig rekonstruktion af en dansk skanse med kanoner, blokhuse, krudtmagasiner og kogeskur; men oplevelserne starter og slutter i to biografer med små film på 16 og 21 minutter, så man kan se begivenhederne både i fugleperspektiv med taktiske detaljer og som helt personlige rædselsoplevelser hos danske, tyske og østrigske soldater.

I sommerperioden arrangeres events, hvor gæsterne kan opleve skansen i aktion, og der er tilbud om gruppe- og skolebesøg.

Dybbøl Banke 16, 6400 Sønderborg

Se også: Besøg Danmarks mest eventyrlige ridderborg  


Dybbøl Mølle

Dybbøl Mølle maler, som den har gjort siden 1744. Den vækker dog stadig grusomme minder om de mange danske og tyske soldater, der mistede livet under det blodige slag. (Foto: Polfoto)
Dybbøl Mølle maler, som den har gjort siden 1744. Den vækker dog stadig grusomme minder om de mange danske og tyske soldater, der mistede livet under det blodige slag. (Foto: Polfoto)

Nationalsymbolet er ikke blot nedbrændt og sønderskudt adskillige gange, men også brugt som ammunition i den kulturelle værdikamp gennem årene.

I en protestsang fra 1971 synger John Mogensen ’Dybbøl Mølle maler helt a’ helved’ til’. Det fik politikeren Erhard Jakobsen op af stolen og ind i popbranchen med en modsang, der prøvede at overrumple fjenden med poetiske strofer som ’Dybbøl Mølle maler stadig og maler rigtig nok’.

Den imponerende hvide mølle på bakketoppen kan ses på lang afstand. Den høje flagstang bærer et stort, statsligt splitflag.

Møllen blev opført i 1744. Siden 1995 har den fungeret som museum, hvor der vises udstillinger om Dybbøl Mølles historie, Dybbøl som dansk og tysk nationalt erindringssted, de mange krigergrave og mindesmærker i Sønderjylland – og om møllens normale funktion: At male mel.

Dybbøl Banke 7, 6400 Sønderborg


Genforenings- og grænsemuseet

De små kanoner ved indgangen blev brugt under den første danske sprogfest på Skamlingsbanken, hvor de afskød bragende salutter med løst krudt. Museet viser historien om helstatens opløsning, nederlaget i 1864, folkeafstemningen og genforeningen i 1920.

Perspektivet skifter mellem det nationale og enkeltpersoners særlige oplevelser. Museet er vært for en række kulturelle arrangementer og inviterer skoleklasser til rundvisning med temaet ’Fredelig grænsedragning og sameksistens mellem folkeslag’.

Koldingvej 52, Frederikshøj, 6070 Christiansfeld

Se også: Fængslende ferie: Tilbring en nat bag tremmer  


Nydamstien

Oplev de lyse, gamle bøgeskove med spor fra krigen i 1864, havluft og flot udsigt til sejlskibene på det snævre Als Sund. Ved stiens sydligste punkt ejede den bondevenlige Reventlow-familie det elegante slot i barokstil, Sandbjerg Gods.

Samtidig går der endnu skrækhistorier om slottets oprindelige ejer, den brutale bondeplager Hertug Hans den Yngre (1545-1622). I Nydam Mose fandt man i 1863 den store, egetræsbyggede Nydambåd fra cirka år 320 e. Kr. med plads til 45 roere. Efter nederlaget i 1864 blev fundet udleveret til prøjserne, og nu kan jernalderbåden ses på Gottorp Slot.

Stien er syv kilometer let vandrerute, stien følger et trekantet forløb med p-pladser ved Nydam Mose og Sottrup Skov. National Cyklerute 5 krydser området.


Dannevirke museum

Jernalderkrigere, vikinger, riddere, bondesoldater og modeller af fæstningens volde fra 600-tallet til Valdemarsmuren i 1200-tallet – og genbrugen i 1864.

Det lille, moderne museum, som ejes og drives af det danske mindretal i Sydslesvigsk Forening, illustrerer på forskellig vis Dannevirkes dramatiske historie, hvor 30 kilometer volde sikrede kongerigets sydlige grænse.

På første sal præsenteres en ny udstilling med glimt af det danske mindretals historie og aktuelle forhold. Museet ligger lige ved Hærvejens passage gennem Dannevirke. Fra museet går der en sti til Den Arkæologiske Park, som består af Dannevirke hovedvold, Valdemarsmuren, voldstedet Thyraborg og den danske hærs skanse 14 fra krigen i 1864.

Ochsenweg 5, 24867 Dannewerk

Niels Damkjær er forfatter til ’Turen går til Syd- og Sønderjylland’

14 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere