Hop ind i den danske sommer – selv hvis den er regnfuld

Få brændt toppen af ungernes energi af i en af landets mange nye trampolin-parker

Niårige Frida giver den gas på en af XJumps lange trampolinbaner, hvor der er plads nok til både at kunne lave saltoer, flik-flak og hvad evnerne – og fysikken – ellers kan holde til. Oppe i højre hjørne anes caféområdet. Det er velbesøgt af voksne, der i ro og mag og med fuldt udsyn sidder og ser deres unger brænde en masse energi af. Foto: Marie Nørgaard
Niårige Frida giver den gas på en af XJumps lange trampolinbaner, hvor der er plads nok til både at kunne lave saltoer, flik-flak og hvad evnerne – og fysikken – ellers kan holde til. Oppe i højre hjørne anes caféområdet. Det er velbesøgt af voksne, der i ro og mag og med fuldt udsyn sidder og ser deres unger brænde en masse energi af. Foto: Marie Nørgaard

Hvis regnen siler ned udenfor, og ungerne himler med øjnene over at skulle gennemleve endnu et spil 500, så har et super godt alternativ ramt Danmark. Trenden kommer fra USA og har i flere år været at finde flere steder i Europa – blandt andet i vores naboland Sverige.

Men på tværs af landet er stribevis af trampolin-parker nu skudt op. I flere tusind kvadratmeter store haller er trampoliner i alle tænkelige afskygninger og farver fyldt med jublende hoppere i alle aldre.

Ekstra Bladet har – i form af tre børn på 9, 10 og 12 år samt en voksen – besøgt XJump i Skovlunde for at tjekke, om den nye trend er værd at hoppe med på. Lad os bare med det samme slå fast: Det er det!

Da vi ankommer til trampolinparken, der ligger i udkanten af et industriområde, bliver vi med det samme mødt af en imødekommende medarbejder, der med et smil på læben byder velkommen og guider os igennem besøget.

For 125 kroner får vi en time i hoppe-himlen. Men inden vi når så langt, skal vi først erhverve os et par skridsikre sokker (obligatorisk), underskrive en ansvars-fralæggelse og – sammen med det ’hold’, der har booket samme tidsrum som os – overvære en sikkerheds-video med regler for ophold på trampolinerne.

Pris

  • 125 kroner for en time (0-4 år: 60 kroner)
  • 188 kroner for to timer (0-4 år: 90 kroner)
  • 10 kroner for et par skridsikre sokker
  • Gratis parkering

Det er ikke tilladt at medbringe mad og drikke, hvorfor dette skal medregnes i budgettet (og man bliver rigtig tørstig af alt det hopperi).

Herefter bliver vi lukket ind i hallen – eller det vil sige; alle børn spurter ind i hallen og direkte op på den første, den bedste trampolin.

Popmusik flyder ud af højttalerne, men er ikke generende høj – og vi bemærker med det samme, at akustikken er markant bedre her end i de utallige legelande, som også er godt fordelt over hele landet. Det gør det muligt at tale – ikke råbe – sammen, og er man med som ikke-hoppende påhæng, er det rent faktisk også muligt at tilbringe en time tilbagelænet i en stol uden at måtte forlade stedet med akut tinnitus.

Lige så hurtigt kommenterer vi i kor, at de her tydeligvis har valgt de gennemgående tema-farver skrigende lime-grøn og lilla. Uanset hvad man må mene om de farver, så er de tydelige – og gør dermed de mange medarbejdere, der står for sikkerheden i hallen, nemme at finde iført deres grønne T-shirts blandt de mange, mange trampolinbaner, skumgrave, forhindrings-baner, boldbaner og meget andet.

På første etage ligger XJumps cafe-område med åbent udsyn ned til trampolinerne. Så når de voksne ikke orker mere, kan de sætte sig herop og kigge ned på de unge mennesker, der forbrænder dejligt meget energi.

Frida forsøger sig med forhindringsbanen. Der er hængebroer, armgang og klatrevægge, som alle kan forceres af både store og små. Foto: Marie Nørgaard
Frida forsøger sig med forhindringsbanen. Der er hængebroer, armgang og klatrevægge, som alle kan forceres af både store og små. Foto: Marie Nørgaard
 

Vurderingen fra Ekstra Bladets udsendte er, at en time er nok. Det tærer på kræfterne og giver sved på panden at hoppe rundt – og derfor skal udgifter til drikkevarer også indregnes i budgettet. Men efter et besøg i trampolinparken virker en regnfuld sommerdag ikke længere så uoverskueligt lang.

Til gengæld er krudt-kontoen så godt som tom. Ekstra Bladets udsendte blev derfor enige om, at vi havde fortjent en is – og den del af vores tur vil vi lige så gerne anbefale som selve turen i trampolinparken.

Sommer Jump Camp

  • 8-16-årige kan i uge 29 og 30 komme på Jump Camp.
  • Klokken: 11-15 mandag til fredag.
  • Pris: 895 kroner.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Så mange hoppemuligheder

Bevæbnet med skumgummi kan du gå planken ud og udfordre dine venner, forældre eller andre i kampen om at blive stående i længst tid. Skulle du tabe, falder du blot i den bløde skumgrav. Foto: Marie Nørgaard
Bevæbnet med skumgummi kan du gå planken ud og udfordre dine venner, forældre eller andre i kampen om at blive stående i længst tid. Skulle du tabe, falder du blot i den bløde skumgrav. Foto: Marie Nørgaard
 

Trampolinbaner: Mange (vi fik ikke talt dem, men det er ikke under 50) trampoliner i længder mellem tre og 20 meter. Nogle er vandrette, nogle skå og andre lodrette.

Forhindringsbane: I ren Ninja Warrior-stil kan du svinge og klatre dig gennem forhindringsbanen – hvis kræfterne svigter, falder du blot i skumgraven.

Høvdingbold-baner: Spil høvdingbold på trampoliner.

Basketball: Basket-kurve, hvor du laver tilløb og sætter af på en trampolin og rent faktisk kan lave et slam-dunk.

Battle-beam: En bred ’planke’, hvor man to og to går mod hinanden bevæbnet med en stor skum-kævle og skal forsøge at vælte hinanden i en skumgrav.

Skumgrave: Her kan du i sikkerhed hoppe fra trampoliner og afprøve nye, vilde tricks – uden at være bange for, om du lander på benene.

Miniput-land: For de helt små (0-4 år) er et særligt område, så de kan hoppe i sikkerhed for flyvende saltomotale-teenagere eller en basketball på afveje. Det er en rar sikkerhed for småbørns-forældrene, selvom vi dog på intet tidspunkt oplevede nogle situationer, der kunne forårsage bekymring.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Sikkerheden er i top

Tolvårige Alfred er efter et hop fra en trampolin på kanten af skumgraven blevet begravet i skumklodser. Klodserne er bløde og tager af for landingen, så man ved hop ud i skumgraven godt kan kaste sig ud i spring, man er lidt usikker på. Eneste regel er, at der ikke må laves dobbelte saltoer. Foto: Marie Nørgaard
Tolvårige Alfred er efter et hop fra en trampolin på kanten af skumgraven blevet begravet i skumklodser. Klodserne er bløde og tager af for landingen, så man ved hop ud i skumgraven godt kan kaste sig ud i spring, man er lidt usikker på. Eneste regel er, at der ikke må laves dobbelte saltoer. Foto: Marie Nørgaard
 

Når man booker tid i XJump, får man besked om at komme 30 minutter før. Det er umiddelbart lige i overkanten, men der er faktisk en mening med galskaben i forhold til at komme i god tid: I bliver nemlig ikke lukket ind til trampolinerne, hvis I ikke når at overvære sikkerheds-videoen, som vises hver halve time.

I videoen får man information om, hvilke spring der ikke er tilladt (blandt andet dobbelt-salto), og hvilke sanktioner overskridelse af reglerne medfører.

Selv om det kan virke overflødigt (især for erfarne trampolin-hoppere), er det faktisk rigtig godt og øger trygheden i hallen.

Danske trampolinparker

  • XJump, Skovlunde
  • Jump’it, Kolding
  • AirTrix, Nordhavn København
  • Bounce, København S
  • CityJump, Varde
  • Rush, Aarhus
  • JumpingFun, Odense
  • Trampolinpark og Legeland Viborg, Viborg

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere