Lad (u)hyggen sprede sig

Uhyggelige forlystelser for modige børn – og deres forældre

Foto: PR
Foto: PR

Endelig er det blevet efterår og tid til lidt mere usædvanlige oplevelser i forlystelsesparker. Når parkerne åbner for halloweenfejringen, indbyder de nemlig til gys, grin og uhyggelig hygge for hele familien. Og – til forskel fra i sommersæsonen – lader de spindelvævet stå.

 

Magi og gys på GræskarFabrikken

20.000 farvestrålende græskar, levende hekse, enorme edderkopper og gigantiske halloweenvæsner er blot nogle af de ting, I kan opleve, når Djurs Sommerland på Jyllands næse forvandler sig til et magisk halloweeneventyr i hele efterårsferien.

Den mest uhyggelige stemning kan I opleve i sommerlandets nye forlystelse, GræskarFabrikken, som er et 'scary haunted house' med levende græskar og mystiske hændelser.

For de mere modige byder huset på en meget grænseoverskridende og spændende oplevelse. Men det er altå kun for dem med de stærkeste nerver.

Resten af det store sommerland er heligvis lidt mere venligt stemt, men også klædt i halloweentemaets orange farver og spindelvæv. Udover de vante forlystelser, kan I desuden støde på omvandrende monstre og et syv meter højt skelet, og I kan boltre jer i store halmballelabyrinter. HekseSkolen er også åben, og her tager hekse hele familien med på en fortryllende tur fyldt med overraskelser i den gamle skoles 15 forheksede rum.

Der er altså skruet godt op for både hyggen og uhyggen i Djurs Sommerland med et væld af halloween-oplevelser for både store og små.

Tid: 10.–18. oktober, kl. 10–17

Pris: (3–64 år) 265 kr.

Se mere på djurssommerland.dk

 

Se også: Naturens pragtfulde skattekiste  

Uhyggelige klodser

Foto: PR
Foto: PR
 

Legolands landskaber, figurer og klodser er normalt et hyggeligt og fordrageligt stykke legetøj, men i efterårsferien tager den fredelige verden sig noget anderledes ud.

Hele parken er nemlig indspundet i uhyggelig hygge, når Legoland inviterer til halloween i ferien. Spøgelser, vampyrer og hekse huserer rundt i parken – og sørger for spændende aktiviteter og underholdning for hele familien.

Der er både spøgelsesjagt, sjov med græskar, troldmænd og halloween-shows – kort sagt masser af hårrejsende underholdning.

Alle Legolands forlystelser er åbne, så I kan prøve både den vilde rutsjebane 'Dragen', der giver jer en eventyrlig tur gennem den fortryllende Kongeborg, og gå på opdagelse i Miniland, hvor en verden af berømte bygninger er opført i små legoklodser.

I kan også opleve verdens største model af legoklodser – den berømte Luke Skywalkers X-wing Starrfighter, som er bygget af mere end fem millioner legoklodser.

Parken holder åben hver dag i efterårsferien – tjek deres hjemmeside for aktivitetsprogram, som offentliggøres 14 dage inden ferien.

Tid: 10.–18. oktober kl. 10–18

Pris: Voksne 329 kr. børn (3–12 år) 299 kr.

Se mere på legoland.dk

 

Familiesjov og børne(u)hygge

Foto: PR
Foto: PR
 

Den ellers så idylliske have midt i København har fået et lidt andet skær, når den inviterer til halloween.

Mange tusinde græskar pryder haven sammen med lys og dekorationer i efterårets farver, og det er en oplevelse i sig selv at gå en tur i den gamle have. Og er I modige og frygtløse, kan havens forlystelser også afprøves. I kan tage en tur i halmballelabyrinten, køre med det lille spøgelsestog og få en uhyggelig oplevelse i heksekarrusellen. Bagefter kan I skære jeres helt eget græskarhoved og gå på opdagelse i de mange boder med monsterguf, heksepunch og spektakulære ting og sager.

Plænen er forvandlet til et mystisk slot, hvor den smukke, men onde, Bloody Mary huserer sammen med sin butler.

Hver dag kan du opleve dem i et magisk danseshow, med masser af drama og uhyggelige effekter. Der er lagt op til efterårsidyl og halloweenuhygge i Tivoli.

Tid: 9. oktober – 1. november

Pris: Entre 99 kr., turpas 209 kr.

Se mere på tivoli.dk

5 kommentarer
Vis kommentarer