Når man træder ind i receptionen på Camp Møns Klint, føler man sig straks velkommen.
Dagens campingchef gennemskuede straks de urutinerede campister. Det fik hende blot til at skrue op for hjælpsomheden.
- Hvis I bare har telt med, skal I ligge nede ved søen, sagde den søde unge kvinde.
Hun fortalte også om de to spisesteder på området. Et pizzeria og en restaurant for mere ’fine dining’.
Vi foretog i forsommeren et lettere panikagtigt coronakøb for at sikre både os og fire sammenbragte unger i alderen 7 til 18 en sommerferie, når alt tydede på, at vi hverken kunne rejse til Miami, Costa del Sol eller for den sags skyld leje et sommerhus her i landet.
Og nu, dagen før afhentningen af campingvognen, var vi så kørt til campingpladsen, som ligger få kilometer fra de blændende hvide skrænter af kridt, der rejser sig af Østersøen, som det bjergtagende naturområde Møns Klint er.
Vi - denne gang uden unger – havde besluttet os for den primitive model og indkøbt pølser og pulverkartoffelmos, som blev tilberedt på Trangia udenfor enmandsteltet.
Efter at det ikke videre velsmagende måltid var indtaget i solnedgangen, blev vi invaderet. Af myg.
Det var en kærkommen undskyldning til at begive sig mod pizzeriaet i håb om at kunne nyde en sjus i sikkerhed for blodsugende møgdyr.
Der var lukket, men den spansktalende bestyrer så intet til hinder for, at vi slog os ned indenfor til en øl og et glas vin.
Her talte de øvrige også spansk, og vi følte os pludselig hensat til sydligere og mere eksotiske himmelstrøg.
Særligt, da personalet slog sig ned rundt om os for at spise aftensmad.
Næste morgen føltes også næsten, som om corona var en saga blot, da to franske familier væltede ind i fælleskøkkenet, hvor vi drak en kop nescafé i ly for lidt morgenregn. Morgenbollerne, som vi havde bestilt i kiosken, var hjemmebagte og varme.
Ved udcheckning spurgte vi, om det var nødvendigt at booke plads til næste weekend, hvor vi agtede at indvie campingvognen.
- I kommer bare. Nu kender vi jer jo, lød det fra campingchefen.
Vi var naturligvis solgt, bookede en uge i højsæsonen med børn og blev langtfra skuffede. En uge viste sig i øvrigt slet ikke at være nok for os, som på forunderlig vis er blevet bidt af at være udendørs.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Uheldige i Hornbæk
Ovenud begejstrede havde vi meddelt de yngste, at turen i weekenden gik til Møn. Vejrudsigten fik os dog til at ændre retning, for lige præcis her ville temperaturen kun nå op på 17 grader, og der var også lovet regn.
I Nordsjælland stod den derimod på prægtigt vejr med op mod 25 grader og sol, så vi bookede en overnatning på DCU-Camping Hornbæk.
Her er der lukket for check-in mellem 12 og 14, så den først ankomne del af selskabet måtte vente i knap en time på at få udpeget en plads.
Vi meddelte glade campingchefen, at vi var nybegyndere og måske skulle have lidt ekstra hjælp.
Det fik vi ikke.
Kun af venlige medcampister, hvoraf flere nysgerrigt fulgte ungernes forsøg på at rejse forteltet til campingvognen. Det gik nogenlunde gnidningsfrit med hjælp fra YouTube.
På vej mod Hornbæk stoppede nogle af os i Harald Nyborg for at købe campingbord og stole. Sidstnævnte af dem, vi havde udset os, var der kun en af, så det endte med sammenklappelige skamler fra T.Hansen. På dem sidder man hverken godt eller kan rigtig nå op til bordet.
Mens vores interimistiske hjem skød op, drog den 11- og 37-årige til byen for at handle. Engangsgrill, hakkebøffer, pølser, chips, sodavand, øl, vin og andet godt.
For eksempel gin og tonic. Til alt held tjekkede vi isterningesituationen, før vi vendte bilen mod campingpladsen igen, for selvom Adriaen er velassorteret med rummeligt køleskab, er der ingen fryser.
I kiosken på campingpladsen har de en, for børnene kørte flere ispinde ned, men isterninger var der intet salg af. Dem, vi skaffede fra Netto, kunne til alt held holde i timevis mellem et par køleelementer i den medbragte termoboks.
Midt i et kaos af skakspil, til tider fornærmede unger og madlavning nød vi en sundowner, før næste problem opstod. Vi havde glemt at tage proptrækker med, så et barn og undertegnede begav os atter mod kiosken. Hun kunne også godt spise en is mere.
- Nej, det har vi ikke, men du kan købe en af mine med skruelåg, meddelte campingmor bag disken.
Tilbuddet blev venligt afslået i vished om, at nogen af de hundredevis af naboer på pladsen kunne hjælpe.
Ganske rigtigt. Jeg nåede ikke engang at åbne munden, før en trind mand flåede vinflasken ud af hånden på mig for beredvilligt at befri den for proppen.
- Nå, Peter, jeg troede da, at den proptrækker for længst var slidt op, grinede en nabo, som åbenbart kendte min redningsmand.
Man kan sige meget godt om de campister, vi mødte i Hornbæk. Om serviceniveauet på pladsen forholder det sig desværre anderledes.
Nedpakningen tog længere tid end beregnet, da vi søndag skulle checke ud. Det sørgede campingmor for at minde om, da hun på slaget 12 ringede og rykkede for bomkort, som ikke blot kan afleveres i brevsprækken.
Ti minutter efter kom hun marcherende, og mens vores midlertidige naboer pænt vinkede farvel, var alle i vores selskab enige om, at det ikke bliver til noget gensyn med netop denne campingplads.
