Nyt i aarhusiansk oase

Aarhus har fået en ny turistattraktion – Væksthusene i Botanisk Have er blevet beriget med en tropisk kuppel

Midt i kuplen kan man følge en vindeltrappe op over trækronerne. Foto: Arne Rudi Jensen
Midt i kuplen kan man følge en vindeltrappe op over trækronerne. Foto: Arne Rudi Jensen

Den ligger som en stor fodbold – halvt skjult af græsset. Lige til højrebenet.

Men det er ikke en kugle, man skal forsøge at sparke til. Den er solidt lavet og har sat gang i væksten i Aarhus.

Der er tale om en dome, en kuppellignende bygning, der er seneste skud på stammen i Væksthusene i Smilets By. De har foruden den nye boble fået en ordentlig overhaling, så drivhusene er blevet en ny turistattraktion.

Væksthusene ligger på toppen af Botanisk Have og som nærmeste nabo til Den Gamle By. Botanikken blomstrer langs stierne i den kuperede have, bøg og eg i grønt flor, velkendte danske planter, lyng og roser, enkelte mælkebøtter, men så er det også slut med de hjemlige dufte, når man træder ind i væksthusene. Her kan voksne og børn boltre sig gennem fire klimazoner, den ene mere eksotisk end den anden.

Se også: Fynske efterårsfristelser

Selv om man ikke er den store blomster- og plantekender, kan man ikke undgå at blive fascineret af væksterne.

Der er korkeg med en bark så tyk, at den kan modstå en brand, eukalyptustræet, der futter af i en fart og har sat gang i mange skovbrande i Australien, duftende citronblomster, truende kaktuspigge og kødædende planter.

I domen er det en god ide, at komme overtøjet ind i de dertil indrettede bokse ved indgangen, før man bevæger sig ind til palmerne og de andre fremmede elementer i det nye tropehus. Her er nemlig både lunt og en luftfugtighed på 80 procent.

Den halve boble er 18 meter høj og 1250 kvadratmeter stor. I midten af rummet kan man stige til vejrs ad en vindeltrappe, der øverst har en platform, så man kommer på højde med trætoppene. Det vrimler med farvestrålende sommerfugle, og der skulle ifølge særligt interesserede også være masser af edderkoppearter i de forunderlige omgivelser.

4 kommentarer
Vis kommentarer