Oplev ultimativ afslapning på Fyn

Idylliske Falsled Kro med de hvidkalkede mure, det sorte bindingsværk og strå på taget, er det perfekte sted for afslapning, romantik og madoplevelser i særklasse

Smukke og idylliske omgivelser. Det er ren balsam for sjælen at gå en tur i haven, som er selvforsynende med urter. (Foto: Sif Meincke)
Smukke og idylliske omgivelser. Det er ren balsam for sjælen at gå en tur i haven, som er selvforsynende med urter. (Foto: Sif Meincke)

Da vi ankommer, bliver vi vist over til vores suite af en sød og smilende receptionist. Vi mærker med det samme den behagelig ro, der lægger sig trygt omkring gæsterne overalt på kroen i Falsled på Sydvestfyn. Lige præcis sådan en ro, man har lyst til, når man ankommer til sit mål efter en lang køretur.

Vores hyggelige ferielejlighed. (Foto: Sif Meincke)
Vores hyggelige ferielejlighed. (Foto: Sif Meincke)

Værelset, der egentlig er en lille lejlighed, er hyggeligt indrettet med pejs, sofaer, kunst og et barhjørne med glaskarafler, der indeholder alt, hvad man kunne have lyst til. Soveværelset er som resten indrettet med gamle, smukke møbler. Og foran vinduerne er der en hyggelig terrasse med skøn udsigt – uanset om det er vinter eller sommer.

I enhver rigtig pejsestue hører der sig et smukt barskab til. (Foto: Sif Meincke)
I enhver rigtig pejsestue hører der sig et smukt barskab til. (Foto: Sif Meincke)
 

I pejsestuen bliver der hver dag serveret kaffe og kage fra kl. 15. Mens ilden knitrer i den åbne pejs, sidder vi og falder helt ned i tempo, inden vi går en tur rundt i kroens have og drejer af ned mod vandet, hvor den friske luft giver farve i kinderne.

Se også: Kom med indenfor i Danmarks dyreste suite  

Kreativt og fantasifuldt køkken
Efter en lille eftermiddagslur, og en tur i karbadet, sidder vi igen i den hyggelige pejsestue – denne gang for at nyde et glas champagne og en snack. De unge tjenere, som alle er fra lokalområdet, servicerer til perfektion, og det er, som om de ikke kan gøre noget galt her. Personalet er både sødt, sjovt og servicemindet.

Kroens store pejsestue med de mange små hyggelige kroge. (Foto: Sif Meincke)
Kroens store pejsestue med de mange små hyggelige kroge. (Foto: Sif Meincke)
 

Også i køkkenet fungerer tingene upåklageligt. Per Hallundbæk, der har ansvaret, er en af landets dygtigste kokke. Han er fuld af fantasi og kreativitet og laver gudsbenådet mad. Vi kaster os ud i hans 8-rettersmenu med tilhørende vinmenu – og går glade fra bordet.

Specielt ved oplevelsen af næstsidste ret, som var Falsled Kros kendte osterullebord med et meget stort udvalg af verdens bedste oste, er vi ekstra glade. Er man til ost, så er man i himlen under denne servering.

Se også: 4 fede hoteller i Danmark  

Selvom vi er mætte, vender vi tilbage til pejsestuen, hvor vi får kaffe og petit four, inden vi går tilbage til værelset. På stien nyder vi den pianosorte aftenhimmel og gløden fra faklerne, der markerer vejen til vores værelse.

Vi er af sted uden børn og havde egentlig glædet os til at sove længe, men vi vågner alligevel kl. 7. Heldigvis er det ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Morgenmaden venter.

Morgenmaden er mindst lige så lækker og smagfuld som middagen. (Foto: Sif Meincke)
Morgenmaden er mindst lige så lækker og smagfuld som middagen. (Foto: Sif Meincke)
 

Jeg elsker morgenmad, det er mit yndlingsmåltid. Og på Falsled Kro bliver det en endnu større favorit. Her er et spejlæg ikke bare et spejlæg, men tre sammenhængende vagtelæg, og omgivelserne i morgenmadsstuen imponerer med de mange kakler.

Selv indgangen til værelset er idyllisk. (Foto: Sif Meincke)
Selv indgangen til værelset er idyllisk. (Foto: Sif Meincke)
 

Med batterierne ladet godt op, takker vi af og får ved udcheckning udleveret en lille kørepose med lækkerier. Sådan. Falsled Kro ved godt, at gæsterne ikke bare skal til en adresse i nabolaget – de kommer gerne langvejs fra.

8 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere