På loppemarked udenfor sæsonen

Selv om loppemarkeder ofte er udendørs begivenheder, der hører forår og sommeren til, findes de landet over hele vinteren og inviterer købelystne genbrugs- jægere ind i varmen

Foto: PR
Foto: PR

Loppejagt er i løbet af de seneste år blevet en af danskernes foretrukne weekendbeskæftigelser.

Uge efter uge tiltrækker loppemarkeder over hele landet folk i hobetal. De håber på at finde brugte porcelæns-tallerkener til stel-samlingen derhjemme, være heldige at få fingrene i en designklassiker til spotpris eller blive inspireret til indretningen af stuens nye hyggehjørne.

 

Gå på opdagelse og find skjulte skatte

Et kaninbur, en mannequin i militær-regntøj, et amerikanerkøleskab og en stor stak klapstole stimlet tilfældigt sammen er det første, man møder ved den lange, smalle indgang til TurbosBazar i København.

Ved skranken sidder en midaldrende kvinde og tager imod betaling: 10 kroner for voksne. Gratis for børn.

Ved første øjekast ligner det et almindeligt loppemarked med de 80-100 indendørs stande: nogle med elektronik, andre med musikinstrumenter, mens de fleste har lidt af det hele af både beklædning, nips og boligudstyr.

Men alligevel er loppemarkedet ikke, som denne slags markeder er flest.

Den arabiske hilsen ’salam’ blander sig flere gange med polske vendinger og engelske gloser.

Her er mangfoldigheden lige så stor som udbuddet af loftslamper, porcelænsfigurer, klassiske designmøbler og alverdens elektronikudstyr. I den lille café Fridas Café serveres der blandt andet madder til 15 kroner, kaffe og lidt til den søde tand. Loppemarkedet holder åbent hver lørdag og søndag mellem 10-16.

Adresse: Poppelstykket 8, 2450 København

 

Asen og masen for et godt formål

Foto: PR
Foto: PR
 

Allerede længe inden klokken nærmer sig ti, er forsamlingen af mennesker foran Spejdernes Genbrug i Farum ganske imponerende. Flere folk tripper lettere utålmodigt frem og tilbage på fodsålerne og skutter sig, mens en mand løfter armen for at undersøge, hvad klokken er.

På slaget ti bliver der lukket op for porten, og menneskemylderet bevæger sig med bittesmå – men hurtige – skridt mod den 1.750 kvadratmeter store hal, der er spækket med møbler, tøj, legesager og elektronik. De to etagers loppeland bliver hurtigt fyldt til randen, og man må på høfligste vis forsøge at mase sig igennem menneskemængden for at komme frem.

Det varer ikke mange sekunder, før de første handler er indgået, og spiseborde og vitrineskabe har fået påklistret ’solgt’-mærkater, mens lamper og glas skifter hænder og puttes i poser i kanonfart.

Loppemarkedet finder sted den første lørdag i måneden året rundt fra klokken 10 - 13.

Adresse: Havremarken 10, 3520 Farum

 

Stå tidligt op og gør en god handel

Foto: PR
Foto: PR
 

Allerede fra klokken fem er de første morgenfriske kræmmere i gang med at stille stande op på Brørup Marked. Så man skal stå tidligt op, hvis man vil have fat i de gode sager.

Men om vinteren forholder det sig anderledes. Der kan man sove lidt længere, for de indendørs haller vågner først ved ottetiden. Her kan man hver fredag hele året rundt finde alskens spændende ting under de 4000 kvadratmeter tage – lige fra noget, der ligner, det er gravet frem fra et loftsrum efter 40 års glemsel, til retrocool køkkengrej og antikviteter.

Og her skal pruttes om prisen, ja det opfattes næsten negativt, hvis ikke man prøver at presse prisen ned.

Klokken 12 hver fredag udspiller sig det, der egentlig er grunden til, at kræmmermarkedet i dag eksisterer. Nemlig selve husdyrauktionen, der stammer helt tilbage fra 1956. Her har landmænd og handelsfolk siden dengang på bedste auktionsmanér købt og solgt kalve, køer og tyre i en hektisk og autentisk atmosfære på Nordeuropas største husdyrauktion. Og først i begyndelsen af 1970’erne kom markedet til.

Adresse: Markedsvej 4, 6650 Brørup

 

Bazarstemning i Vestjylland

Foto: PR
Foto: PR
 

Uden for den store lagerhal ved Bramming Kræmmermarked sidder en kvinde og skutter sig i kulden, mens hun ivrigt indtager en hotdog.

Hun sidder bag et bord, der er fyldt med smådimser med prisskilte på, men de fleste folk haster hurtigt forbi, for det er for koldt til at gøre en god handel udendørs.

Indendøre i den 1800 kvadratmeter store hal, der faktisk er flere haller i én, er der til gengæld lunt – også hvad stemningen angår.

Her er næsten som en eksotisk bazar, hvor alle kræmmere sirligt udstiller sine ting i hver sin bod med lyskæder og tungt stof hængende fra pergolaerne.

Lige fra sko og overtøj til ravsmykker og gamle møbler – her er hobbyartikler og bøger, lamper, apotekerglas og cd'er på rad og række.

Det er lokale kræmmere, der fylder hallen. De har hver sin faste bod på markedet, der i november måned kunne fejre 25-års jubilæum.

Markedet har åbent i weekenderne – både lørdag og søndag – fra klokken 10 - 16.

Adresse: Vardevej 4, 6740 Bramming

3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere