Rejsebureauet banker din bank

Mangler du penge til at finansiere sommerferien, skal du ikke uden videre gå i din lokale bank – det er ofte billigere at låne penge til rejsen direkte gennem rejsebureauerne

Gå uden om banken, hvis du vil have flere penge mellem hænderne. (Foto: Colourbox)
Gå uden om banken, hvis du vil have flere penge mellem hænderne. (Foto: Colourbox)

Selv om det bliver billigere og billigere at tage af sted på ferie, gør det hos de fleste danskere ualmindelig ondt på pengepungen, når de inviterer familien med på en uges afslapning i udlandet.

Mange låner derfor lidt ekstra penge. Og de fleste går i banken for at gøre det.

Men når det handler om at finansiere ferien, er der faktisk mange penge at spare ved at låne pengene direkte gennem rejsebureauet.

Se også: Rejseforsikring glipper hos unge

Og det er ikke småpenge, vi taler om. Det viser en undersøgelse, som den finansielle prissammenligningsside Mikonomi.dk har foretaget.

Spar tusindvis af kroner
Der er nemlig markant forskel på kreditomkostningerne hos det billigste rejsebureau og Danmarks tre største banker, hvis man tager udgangspunkt i et lån på 20.000 kr., der tilbagebetales over en etårig periode.

Et sådan forbrugslån vil koste dig 2553 kr. i kreditomkostninger hos Danske Bank, mens du kan optage samme lån hos rejsebureauet EasyTours, uden at det koster dig en krone i kreditomkostninger – altså ganske gratis.

Faktisk er selv nogle af de udskældte låneudbydere på internettet et billigere alternativ end både Nordea og Danske Bank.

Hos den private låneudbyder Santander Consumer Bank, skal du således betale 1732 kr. i kreditomkostninger, og det gør lånet knap 850 kr. billigere end hos Danske Bank.

Tallene kommer ikke bag på seniorøkonom Morten Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk.

– Det er klart, at hvis bankerne ikke ønsker at yde de her forbrugslån, kan de gøre det ved at holde en høj pris, som gør, at forbrugerne ender med at lave forbrugslån alle mulige andre steder. Mange vælger de alternative finansieringsselskaber, fordi de ikke skal kigge en bankrådgiver i øjnene, når de tager et lån, de dybest set ikke har råd til, forklarer han til Mikonomi.dk.

Spar op i stedet
Du bør dog alligevel tænke dig om en ekstra gang, inden du optager et forbrugslån.

For selv om det umiddelbart er gratis at låne penge hos EasyTours, er der andre faldgruber, som du skal være opmærksom på. Det forklarer Louise Skjødsholm, der er specialkonsulent i finansielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet.

– For det første skal du vurdere, om du virkelig har brug for sådan et lån, og om du i så fald har råd til at betale det tilbage over et år. Derudover skal du sætte dig grundigt ind i alle betingelserne, da en misvedligeholdelse af afdragsaftalen ofte kan resultere i et højt gebyr, fortæller hun.

Det overordnede råd fra Louise Skjødsholm lyder derfor, at du i stedet bør spare op eller tilpasse ferietypen til dit budget.

Hvis du alligevel vælger at tage et lån, så der kan blive råd til lidt ekstra på ferien, bør du sætte dig grundigt ind i låneaftalen, idet den altså godt kan gemme på skjulte gebyrer.

11 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere