Så landede krabaten

Verdens største passagerfly landede i Københavns Lufthavn i tirsdags

Kl. 12.11 tirsdag i sidste uge landede Emirates nye A380’er i Københavns Lufthavn. Foto: Emirates
Kl. 12.11 tirsdag i sidste uge landede Emirates nye A380’er i Københavns Lufthavn. Foto: Emirates

Den er ikke bare én i 'verdens største fly'-klassen. Den er det klassemedlem, som kan have allerflest passagerer med ombord.

Lige præcis den Airbus A380'er, som sidste tirsdag kl. 12.11 landede i Københavns Lufthavn og ejes af Emirates, er nemlig specialdesignet, så den kan have hele 615 passagerer med på dens luftrejser.

Og det er faktisk 96 flere end normalt, for Emirates har nemlig valgt at skrotte hele førsteklassen og en del af sæderne på business, så en større portion rejsende kan fragtes til og fra Danmark, hver gang flyet lander og letter.

Undervandshotellet kommer til at ligge 8,5 meter under vandoverfladen. (Foto: PR) Ferie Vildt undervandshotel planlagt på dansker-destination

Venter succes
Den store maskine kommer til at flyve i fast daglig rute mellem Dubai og København. Og billetsalget, som er gået forud for rutens åbning, bekræfter Emirates i en forventet succes.

- Allerede nu kan vi sige, at juletrafikken bliver pakket. Og generelt er der godt salg i billetterne til både december og januar, sagde Divisional Senior Vice President hos Emirates, Hubert Frach, i tirsdags, da han præsenterede flyet i Københavns Lufthavn.

Ruten er da også en oplagt mulighed for rejsende fra Danmark. Både for dem, som skal en tur til De Forenede Arabiske Emirater, og for dem, som skal videre ud i verden – lufthavnen i Dubai er nemlig ofte i spil, når rejsende fra Danmark skal længere ud i verden.

- Dubai er et springbræt til eksotiske destinationer i Sydøstasien, Afrika og Australasien, men i stigende grad også et attraktivt rejsemål, hvor der er garanti for solferie blot et par timer væk, siger Hubert Frach.

Ferie Sådan ser verdens største passagerfly ud indeni

Flyvergrillen fik travlt
Det er dog ikke kun rejsende, som kan glæde sig ved, at den store flyver nu bliver fast inventar på den københavnske landingsbane. Også flyentusiaster kan smile stort – og det gjorde de tirsdag.

Der var travlt ved Flyvergrillen på Amager i sidste tirsdag. Foto: Kenneth Meyer
Der var travlt ved Flyvergrillen på Amager i sidste tirsdag. Foto: Kenneth Meyer
 

Lige som for godt fem år siden, den 15. september 2010, hvor Lufthansa landede med en passagertom A380'er i Københavns Lufthavn, trak det enorme fly nemlig også et stort publikum til sig, da det denne gang landede på dansk grund.

På Flyvergrillen på Amager var flere hundrede personer således troppet op for at se krabatens landing på tæt hold.

Og ærgrer du dig nu over at have misset begivenheden, kan du trøste dig med, at du sagtens kan nå det endnu – for fra i tirsdags sker det hver dag.

0 kommentarer
Vis kommentarer