Se sæler og kør i traktor på jysk øhop

Vadehavet er hjemsted for mere end 10.000 dyre- og plantearter - oplev det fascinerende område på hop mellem øerne ud for kysten

En ridetur på de brede strande på Rømø kan være en stærk naturoplevelse. (Foto: Martin Zakora/Polfoto)
En ridetur på de brede strande på Rømø kan være en stærk naturoplevelse. (Foto: Martin Zakora/Polfoto)

Vadehavets historie er rundet af altødelæggende stormfloder som eksempelvis oversvømmelsen i 1634. Her stod vandet efter sigende højt over gulvet i Ribe Domkirke.

Stormen kaldes også ’den anden store manddrukning’, og op mod 15.000 mennesker omkom under dens hærgen, der ramte hele vestkysten.

Også orkanen i 1999 blev bekostelig på grund af brudte diger og omfattende skader på det udsatte Vadehavs-landskab. Men det er samtidig også under disse skrappe vilkår, at nogle af landets smukkeste og mest charmerende byer eksisterer og har gjort det i mange århundreder.

I 2014 blev den danske del af Vadehavet optaget på Unescos verdensarvsliste på linje med store naturvidundere som Great Barrier Reef i Australien, Grand Canyon i USA og Galapagosøerne i Stillehavet.

Se også: Oplev ultimativ afslapning på Fyn  

En god måde at opleve området på er med et besøg på Vadehavets øgruppe, der omfatter de fire øer Fanø, Rømø, Mandø og Langli. Mandø er den mindste af de beboede danske øer i Vadehavet, mens Rømø med sine cirka 128 kvadratkilometer er den største i det lille ørige.

Rømø: Ridning, wellness, fisk og bowling

Rømø er forbundet med fastlandet via den ni kilometer lange Rømø-dæmning. Øen er især populær om sommeren med de brede, hvide strande. Hedelandskabet og de store åbne arealer ved Sønderstrand er smukke hele året rundt – og det er f.eks. et perfekt terræn til lange gåture eller ridning.

Hos Kommandørgården kan man få guidede ture, hvor der både er mulighed for at komme tæt på øens Vadehavsnatur og samtidig lære at ride, hvis man er nybegynder.

Man spiser god fisk på Rømø, og hos Holms Røgeri og Restaurant kan man få de meget delikate, små Rømø-rejer og den lokale specialitet bakskuld.

Et godt sted for hele familien er Enjoy Resorts, der ligger få minutters kørsel fra røgeriet. Resortet ligger midt i Nationalpark Vadehavet og har både 18-hullers golfbane, en lækker og familievenlig spa- og wellness-afdeling samt legeland og bowlingbane.

Kommandørgården, Havnebyvej 201

Holms Røgeri og Restaurant, Nordre Havnevej 1

Enjoy Resorts, Vestergade 31

 

Fanø: Østerssafari, museer og skipperbyer

Der er dejlig roligt og ikke mindst brede strande på Fanø. (Foto: Mik Eskestad)
Der er dejlig roligt og ikke mindst brede strande på Fanø. (Foto: Mik Eskestad)

Fannikkerne kan næsten røre Esbjergs tunge havneindustri, men Fanø er alt andet end sin støjende nabo. Her på den lille ø hersker roen og naturen med dens brede strande, frodige plantage og golde klithede, mens de gamle skipperbyer Nordby og Sønderho fuldender billedet af en ø, der lever et afsondret liv væk fra stress og jag. Og så er der selvfølgelig gode strande.

Fanø er forbundet med fastlandet via en færge, der dagligt bringer pendlere til og fra Esbjerg. Det koster 45 kroner for gående passagerer (voksne) og i omegnen af 400 kroner, hvis bilen skal med.

I østerssæsonen (fra oktober til slutningen af april) er der endnu en god grund til at tage til Fanø, for her kan man tage på guidet østerssafari. Her kommer man ud til bankerne, som ligger omkring 500 meter fra Fanøs østkyst, og få lov til at plukke alle de østers, man kan bære og spise.

fanosporttevent

Se også: På dybt vand: 4 oplevelser der får dig på krogen

 

Langli: Rå natur og fuglereservat

Langli er ubeboet, men når der er lavvande, kan du trave en tur rundt på den naturskønne ø. (Foto: Morten Langkilde/Polfoto)
Langli er ubeboet, men når der er lavvande, kan du trave en tur rundt på den naturskønne ø. (Foto: Morten Langkilde/Polfoto)

En mørk og stormfuld oktobernat i 1634 ramte en omfattende stormflod den jyske vestkyst og sørgede blandt andet for, at Langli mistede jordforbindelsen til resten af Danmark – sådan helt bogstaveligt.

På daværende tidspunkt nød det naturskønne område nemlig status af at være en halvø i Ho Bugt, men netop denne nat sørgede de massive vandmasser fra bugten for, at Langli blev ændret til en egentlig ø.

Det har denne fascinerende plet ud for Esbjerg været lige siden – omgivet af brusende bølger og et yndet tilholdssted for særligt områdets sæler og fugle, der har Langli helt for sig selv.

Den 80 hektar store ø har siden 1913 været ubeboet, men når der er lavvande, kan man stadig på gåben besigtige dette fascinerende stykke natur. Færdsel er kun tilladt fra midt i juli til midt i september. Fra Nyeng ved Ho tager det omkring halvanden time at vandre ad ebbevejen til Langli.

Man skal forinden undersøge vejrforhold og tidevand, så man undgår ubehagelige overraskelser. Det er også muligt at besøge øen med traktorbus fra Ho. Ligesom der arrangeres ture til øen med naturvejleder.

naturbusseniho

 

Mandø: Sælsafari, traktortur og kromad

Lidt midt i Vadehavet ligger Mandø, hvor du kan spotte sæler. (Foto: Polfoto)
Lidt midt i Vadehavet ligger Mandø, hvor du kan spotte sæler. (Foto: Polfoto)

Mandø ligger midt i Vadehavet mellem Rømø og Fanø og kan besøges i bil eller med den bumlende Mandø-bus. Den forcerer både tidevand og havbund for at nå ud til øens betagende landskab. Øen er omgivet af diger og enge og bebos kun af omkring 60 mennesker – og så en masse får, køer, gæs og ænder, der trives i det saltholdige græs.

På Mandø kan man i al fordragelighed få fastlandet på afstand, og Mandø By lever sin egen søvnige landsbytilværelse. Lidt uden for byen ligger Mandø Mølle og Mandø Kro midt i alt det grønne.

Fugleflokke benytter hele året området som raste- og yngleområde, og på Koresand, en 20 kvadratkilometer stor sandbanke sydvest for Mandø, kan man se sæler. Turen herud går med traktorbussen, og på vej tilbage kan man spise god og gedigen husmandskost på Mandø Kro.

Mandø Kro, Mandø Byvej

Se også: Besøg Danmarks mest eventyrlige ridderborg  

 

Sylt: Michelin-mad og eksklusiv shopping

Der bor 21.000 mennesker på Sylt, der i solskin emmer af idyl. (Foto: Tine Harden/Polfoto)
Der bor 21.000 mennesker på Sylt, der i solskin emmer af idyl. (Foto: Tine Harden/Polfoto)

Den største danske ø i Vadehavet, Rømø, er fint forbundet med en anden meget spændende Vadehavsø, nemlig Sylt (på dansk Sild) i Tyskland. Sylt, der huser cirka 21.000 mennesker, breder sig over 38 kilometer og er også forbundet til det tyske fastland via en 11 kilometer lang dæmning. Her er rigtig gode badestrande, smukke marsklandskaber og charmerende landsbyer med stråtækte, frisiske huse.

Under stråtagene finder man en ret høj koncentration af Michelin-restauranter og eksklusive butikker – øen er kendt som et populært ferieasyl for velhavere fra Berlin og Hamborg. Roman Polanskis film ’The Ghost Writer’ fra 2010, hvor Pierce Brosnan og Ewan McGregor spiller hovedrollerne, er optaget på øen.

Tom Nørgaard og Jeppe Kiel Revsbech er forfattere til ’Turen går til Vestjylland’.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere