Hvordan bliver koens flydende mælk til den søde, cremede jordbæryoghurt, du spiser til morgen, og hvordan bliver samme mælk til fast, velsmagende smør, som du kender fra morgenbordet og madlavningen?
Det kan du finde ud af, når Danmarks største yoghurtmejeri, Brabrand Besøgsmejeri, i uge 27 og 28 holder åbent for udefrakommende.
På rundvisning, som normalt kun er for skoleklasser, får gæster indsigt i mejeriproduktionens mange trin – lige fra malkningen af koen på gården til de færdige yoghurter, som står klar til køb på hylderne i fødevarebutikkerne.
Man kommer forbi ’bakterieuniverset’, hvor der vises en film, som fortæller historien om mælkesyrebakteriernes rolle i yoghurtproduktionen.
Og i afdelingens laboratorium trækker børn såvel som voksne i den karakteristiske mejerikittel og laver deres helt egen frugtyoghurt.
– Det er ikke mange børn, der har et kendskab til, hvordan yoghurt og smør bliver til. Men det har deres bedsteforældre til gengæld ofte, siger besøgsvært på mejeriet Tine Breum Holm og tilføjer:
– Og de kan derfor supplere med en fortælling om, hvordan det var på et mejeri, dengang de var børn.
Og selvfølgelig får gæsterne på mejeriet mulighed for at smage på en masse forskellige former for yoghurt i løbet af besøget. Og måske også den egenproducerede.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.