Nej, man kan ikke blive dårlig af at sejle rundt i Nakskov Fjord. Så høje bliver bølgerne aldrig. Men måske kan man blive lidt skidtmads af at bestige Enehøjes højeste punkt på 16 meter.
- Det er meget, meget højt, joker skipper Otto Paludan, da han har givet os 30 gæster (fuldt hus) på sin postbåd Vesta en halv time til at opleve Grønlandsfareren Peter Freuchens ø.
- Hvis I ikke når tilbage, kommer jeg igen i overmorgen og henter jer, forsikrer han. Ligesom han gør opmærksom på, at ilten vil komme tilbage, når vi bevæger os nedad fra højen igen.
Er du fra Tjøvenhamn? Lær at forstå bornholmsk
Otto Paludan, 65, har sejlet med postbåden siden 2008 og vækker lokalhistorie til live med sine fortællinger om fjorden, øerne, dyrene og de mennesker, der har beboet dem. Den sidste beboer, der boede på Vejlø, døde i 2004.
Peter Freuchen kom allerede på Enehøje som et stort barn. Han var næsten to meter høj og kom først, da han og nogle kammerater svømmede derud ø for ø, fortæller Otto Paludan.
- Jeg er kong Peter af Enehøje, råbte han begejstret, da han var i land. Men han fik sådan en på skrinet af den lokale bondemand, at han slukøret måtte svømme hjem igen, fortæller skipperen.
Peter Freuchen glemmer dog aldrig sit elskede Enehøje, og midt i al elendigheden efter hjemkomsten fra Grønland i 1924 møder Peter Freuchen sin ungdoms flamme, Magdalene Vang Lauridsen. Hun er arving til et margarine-imperium og voldsomt velhavende, fortæller Otto Paludan. Det siges, at hun gav ham Enehøje i morgengave.
Sådan kommer Peter Freuchen til at bo i Den blå smedje på øen frem til 1940, hvor han bl.a. holder hof for en række af tidens kulturpersonligheder og redigerer Vang Lauridsen-familiens ’Margarinetidende’, der i dag hedder Ude og Hjemme. Og skriblerierne? Ja, de bliver naturligvis fragtet fra øen og videre mod København af postbåden.
Her er Danmark fedeste campingpladser
Vi når alle med fra Enehøje, og Vesta sejler til tangen Albuen, hvor der er en times pause til at spise frokost.
Mens jeg sidder og gumler med mine venner, får jeg pludselig øje på skipper Paludan i hastigt trav på vej hen over en mark.
- Køerne muhede, så jeg skulle ud for at se, om der var en kalv, der var faldet ned fra diget, for så skulle vi da have trukket den op, fortæller han, mens han styrer båden mod Nakskov igen.
Her har jeg fået plads i styrehuset, for her nyder Otto Paludan at få besøg. Han fortæller nemlig gerne endnu flere historier om ikke bare fjorden og dens folk, men også dens fæ.
