Veninder på træk

Gåtur ved Gudenåen: Det blev en test af venskabet, da den velbevandrede og novicen tog på to dages gåtur på Trækstien

Foto: Nanna Cecilia Pedersen
Foto: Nanna Cecilia Pedersen

- Nanna, kom nu ud af det brændeskur, råbte min veninde Maria ude fra den silende regn.

Jeg kunne ikke mere. Jeg var gennemblødt, sulten og en smule muggen. Vi var endelig nået til shelterpladsen i Kongensbro efter at have vandret med fuld oppakning i halvanden times skybrud. Alle shelterne var fyldte, og det eneste sted, jeg kunne finde læ, var et lille brændeskur, hvor jeg duknakket kunne stå og se sur ud. Imens forsøgte Maria motiveret at få drengene i shelterne til at presse sig sammen.

– Kom nu, Nanna, de rykker sig, så vi kan få lidt plads derovre, sagde Maria efter at være løbet hen i brændeskuret til mig. Da hun gik igen, tog jeg tilløb til at sige til hende, at jeg havde lyst til at give op og ringe efter et lift hjem fra vores vandretur.

Det var ellers begyndt så skønt tidligere på dagen. Jeg havde hentet Maria ved stationen i Silkeborg, og så havde vi påbegyndt vores todages vandretur på Trækstien.

Den godt 77 kilometer lange sti mellem Silkeborg og Randers slænger sig langs Gudenåen, og den er et populært sted for både vandrere, cyklister og ryttere. De første 22 kilometer har været under renovering, men i sommer åbnede stykket med nyt grus, majestætiske træovergange og fine, små broer.

Solen stod højt, og vi vandrede glade af sted i de 27 grader med solcreme og myggespray som følgesvende. Målet var, at vi på dag et skulle vandre de første 25 kilometer til Ans.

Det var et ambitiøst mål, og vi vidste godt, at der kunne komme lidt regn, men vi var optimistiske, og humøret var højt de første 12 kilometer til Svostrup Kro. Især efter vi havde spist et par klemmer med dåsefisk og mayonnaise på en træ-afsats over vandet.

På dag nummer et fandt vi en fin bænk på en lang bro over vandet, hvor vi nød medbragt frokost bestående af rugbrød og fisk fra dåse. Foto: Nanna Cecilia Pedersen
På dag nummer et fandt vi en fin bænk på en lang bro over vandet, hvor vi nød medbragt frokost bestående af rugbrød og fisk fra dåse. Foto: Nanna Cecilia Pedersen
 

Se også: På lavt blus på den anden side

Man glemmer nogle gange, hvor smukt Danmark er. Selvom vi efter de første 12 kilometer efterhånden kunne mærke rygsækkene tynge, var vi ikke trætte nok til ikke at sætte pris på de skønne omgivelser, vi vandrede i. Døde spøgelseslignende træer, svaner, hejrer, vilde blomster og marker, der stod uberørte hen. Det var balsam for øjnene og en løftet pegefinger til, at man altså ikke behøver at rejse langt for at se overvældende natur.

De brede vidder gjorde det nemt for os at se langt. Og vi kunne desværre tydeligt se, at den klare himmel blev overtaget af et faretruende sort lag skyer. Det rumlede endda i det fjerne.

Halvvejs til Ans valgte vi derfor at lægge planerne om og sigte efter at overnatte i de nærmeste sheltere i Kongensbro ti kilometer væk. Vi satte tempoet op, men det var ikke nok. Vi var fanget, og træernes kroner kunne ikke holde os tørre fra det skybrud, der gjorde det umuligt at høre vores egne tanker.

Efter det store skybrud på dag nummer et var en stor del af vores rute den sidste dag oversvømmet. Så vi måtte smide skoene og lade tæerne blive mudrede. Foto: Nanna Cecilia Pedersen
Efter det store skybrud på dag nummer et var en stor del af vores rute den sidste dag oversvømmet. Så vi måtte smide skoene og lade tæerne blive mudrede. Foto: Nanna Cecilia Pedersen

Det var derfor, at jeg endte i brændeskuret halvanden time senere. Skybruddet havde skyllet modet ud af mig, for jeg var ikke vant at vandre – og slet ikke i sådan et vejr. Heldigvis var erfarne Maria tapper, selvom jeg formentlig gik hende lidt på nerverne. Hun havde sørget for alt, og efter lidt overtalelse fik hun mig til at tage tørt tøj på, mens hun lavede varm aftensmad i det medbragte Trangia-sæt.

Her endte jeg med at vise min bare mås til shelterpladsens ejer, og turens lavpunkt var officielt nået. Derfra måtte jeg bare se fremad. Maden hjalp heldigvis på humøret, og mætte og indsmurte i et tykt lag myggespray lagde vi os til at sove i de halvvåde soveposer, mens regnen stadig silede ned.

Det var en summende nat. Myggene havde haft en fest med vores kroppe, men vi var glade. Maria forkælede mig endnu en gang ved at tilberede morgenmad i solskinnet, og humøret var nu højt igen. Vi var klar til den sidste etape, som vi valgte at forkorte. De sidste otte kilometer kunne bare komme an.

Vi var drivvåde, da vi endelig nåede til Kongensbro, hvor de nærmeste shelters var. Vi fik heldigvis plads i en af de små hytter, hvor vi sov ganske godt, mens regnen silede ned. Foto: Nanna Cecilia Pedersen
Vi var drivvåde, da vi endelig nåede til Kongensbro, hvor de nærmeste shelters var. Vi fik heldigvis plads i en af de små hytter, hvor vi sov ganske godt, mens regnen silede ned. Foto: Nanna Cecilia Pedersen

Set i bakspejlet var det en fremragende idé at gøre turen kortere. Den sidste del af ruten mod Ans var nemlig noget mere barsk end de luksuriøse kilometer, vi havde bag os. Nu måtte vi både gennem oversvømmede stier, mudder og tæt skovkrat for at komme i mål, og det hele endte med at tage livet af mine sko og berige mig med en solskoldning og gnavemærker i skuldrene. Det gjorde dog ikke noget.

Vi endte med at have en dejlig tur alt i alt, og det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg tager på vandring i smukke Danmark. Og bare rolig, Maria, jeg skal nok være bedre forberedt næste gang.

Se også: Guddommelige Gudenåen

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Historien: Det blev Trækstien brugt til

Morgenen efter skybruddet kunne vi godt finde smilene frem igen efter en ordentlig portion havregrød.
Morgenen efter skybruddet kunne vi godt finde smilene frem igen efter en ordentlig portion havregrød.

Gudenåen har i flere hundrede år været en vigtig transportåre i Jylland.

Ifølge Silkeborg Kommune blev Danmarks største å indtil 1920 brugt af pramdragere, der med fladbundede både trak flere tons varer fra a til b.

Derfor går Trækstien også under navnet Pramdragerstien. Fra Randers til Bjerringbro blev bådene trukket med liner fra land af mænd, der var lejet til arbejdet. Efter Bjerringbro tog heste over.

Indførelsen af jernbanedrift i slutningen af 1800-tallet fik pramdriften til at stilne af. På det tidspunkt havde man ellers transporteret tunge varer via vandet i omkring 400 år. Den dag i dag kan man stadig se det træ, pramdragerne holdt pause under. Egetræet, der kaldes Brændevins-egen, står i området ved Kjællinghøl ved Hjermind Skov.

Se også: Stress af på sydhavs-øen

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Kort om Trækstien

Foto: Nanna Cecilia Pedersen
Foto: Nanna Cecilia Pedersen
 

Trækstien er en 70 kilometer lang sti, der strækker sig langs Gudenåen fra Silkeborg midtby til Randers.

I sommeren 2019 åbnede 22 renoverede kilometer fra Silkeborg og nordpå.

På den renoverede del af ruten går man en del af turen på en træ-sti, der ligger over vandet. Her er flere bænke, hvor man kan nyde medbragt mad.

Efter Kongensbro bliver stien mere rå, og man skal planlægge efter, at man ikke kan cykle der, ligesom man kan få våde sko i de lavtliggende dele af stien.

Oplevgudenaa.dk er der en fin oversigt over både korte og lange ruter og overnatningsmuligheder med både telt og shelters. Vil du have et shelter for dig selv, bør du leje det i forvejen.

Se også: Her er vejret altid godt

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere