Feriekaos: 600.000 briter i karantæne

Sommerferien slutter med to ugers selvisolation for mere end en halv million briter, der har rejst i Spanien

Flere britiske medier vurderer, at Storbritanniens beslutning om at isolere alle, der har været i Spanien, kommer til at påvirke mere end en million briter, når man medregner dem, der må afbestille rejsen i august. Arkivfoto: Enrique Calvo/Reuters
Flere britiske medier vurderer, at Storbritanniens beslutning om at isolere alle, der har været i Spanien, kommer til at påvirke mere end en million briter, når man medregner dem, der må afbestille rejsen i august. Arkivfoto: Enrique Calvo/Reuters

Forestil dig, at du ligger på en strand på Gran Canaria eller langs Costa del Sol, og pludselig tikker der en notifikation ind om, at du skal i to ugers selvisolation.

Noget i den retning oplevede mere end en halv millioner briter sidste weekend.

For en uge siden indførte Storbritannien to ugers karantæne for britiske turister og andre, der har været i Spanien, når de rejser ind i Storbritannien. Det skete, fordi antallet af nye coronatilfælde i det sydeuropæiske land er hastigt stigende.

Omkring 600.000 briter befandt sig i Spanien, da rejsevejledningen blev ændret, rapporterer flere britiske medier nu. Kun få nåede hjem inden søndag midnat, der blev meddelt med få timers varsel, og derfor venter der for langt de fleste 14 dages karantæne.

Ifølge gratisavisen Metro var 9835 fly planlagt til at flyve fra Storbritannien til Spanien i dagene 26. juli og 31. august. Det svarer til omkring 1,8 millioner flysæder.

Se også: Storbritannien advarer borgere mod rejser til spanske øer

Befolkningen støtter op
Selv om mange briter for en stund vil være forhindret i at tage på arbejde, støtter et flertal i befolkningen Boris Johnson-regeringens beslutning. Det viser en rundspørge, som YouGov har foretaget, skriver The Telegraph.

Her svarer 84 procent af de adspurgte, at de er positive over for beslutningen.

I en anden rundspørge, som er lavet af Redfield and Wilton Strategies, svarer 25 procent, at de overvejer at ændre ferieplaner i lyset af det pludselige krav om karantæne til britiske turister i Spanien. Det skriver Daily Mail.

I samme rundspørge svarer 34 procent, at restriktionerne har gjort dem mere tilbøjelige til at tilbringe sommeren i Storbritannien af frygt for, at en udenlandsrejse vil få samme afslutning som for de 600.000 briter i Spanien.

Sidste år havde Spanien besøg af knap 84 millioner turister, hvoraf 18 millioner var briter, viser tal fra Spaniens nationale statistikbureau ifølge Reuters.

Britiske turister har fået travlt med at komme hjem fra Spanien. De britiske myndigheder meldte nemlig ud sent lørdag, at hjemkomst søndag resulterer i 14 dages hjemmekarantæne. Foto: Borja Suarez/Ritzau Scanpix Samfund - 26. jul. 2020 - kl. 12:38 Britiske turister i spansk coronapanik

26 kommentarer
Vis kommentarer