Ferieparadis åbner for turister igen

Ifølge planerne vil Vietnam åbne for rejsende igen fra næste måned

Phu Quoc er den største ø i Vietnam og ligger cirka 10 kilometer fra Cambodjas kyst. Phu Quoc var før coronapandemien et populært rejsemål for danske turister i vintermånederne. Foto: James Pearson/Ritzau Scanpix
Phu Quoc er den største ø i Vietnam og ligger cirka 10 kilometer fra Cambodjas kyst. Phu Quoc var før coronapandemien et populært rejsemål for danske turister i vintermånederne. Foto: James Pearson/Ritzau Scanpix

Nu kan du igen se frem til nyde hvide sandstrande og tillokkende badevand uden for Europas grænser.

For fra næste måned står en af Vietnams mest attraktive ferieøer Phu Quoc til atter at byde velkommen til udenlandske turister.

Sådan lyder meldingen fra de lokale sundhedsmyndigheder i Vietnam, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Åbningen sker i forbindelse med, at de vietnamesiske myndigheder har set på forskellige måder, hvorpå landet kan genoprette sin økonomi, der har været stærkt udfordret under coronapandemien.

Skadet turisme
På nuværende tidspunkt har Vietnam lukket for alle rejsende på nær indrejse fra vietnamesiske borgere.

Landet har indtil for tre måneder siden haft coronasmitten under kontrol, men har for øjeblikket problemer med at tøjle deltavarianten.

Ikke desto mindre har Vietnams økonomi lidt meget under, at landet har været lukket for turister, hvorfor man nu ønsker at åbne grænserne for udenlandske turister.

- Den langvarige pandemi har skadet turistindustrien alvorligt, fastslår Vietnams turist- og kulturminister Nguyen Van Hung.

På nuværende tidspunkt fraråder Udenrigsministeriet i Danmark alle ikke-nødvendige rejser til hele Vietnam for ikke-vaccinerede danskere, da man vurderer, der er høj risiko for smitte.

Ferieøen Phu Quoc står til at genåbne fra næste måned og vil efter planen forblive åbnet i den efterfølgende forsøgsperiode, som løber seks måneder frem.