Ingen vaccine, ingen bekymringer.
Seychellerne, der består af 115 paradisiske småøer i Det Indiske Ocean, er parat til at åbne grænserne og droppe alle krav om karantæne for ikke-vaccinerede turister.
Det skriver Independent.
Tiltaget træder i kraft 25. marts. Herefter forlanges der ikke andet af internationale turister, end at de medbringer en negativ test ved ankomst, bærer mundbind og er gode til at spritte hænder.
Ifølge nyhedsbureauet AP er Seychellerne få dage fra at opnå flokimmunitet.
Seychellernes præsident Wavel Ramkalawan har udtalt, at han forventer at have vaccineret 70 procent af landets knap 100.000 indbyggere i midten af marts. Mere end halvdelen af befolkningen har allerede fået første stik.
Maldiverne er en solstrålehistorie i en svær tid
Kun ét land skal blive væk
Seychellerne har tidligere meldt ud, at det går efter at vinde det internationale vaccinekapløb. Og meget tyder på, at det faktisk kommer til at lykkes. Landet har fået tusindvis af vacciner i gave af Indien og De Forenede Arabiske Emirater.
Udenrigs- og turistminister Sylvestre Radegonde sagde på et pressemøde torsdag, at tiltaget er et resultat af landets succesfulde vaccineudrulning.
- Vaccinationskampagnen har været vellykket, sagde han.
- Vi er nu nået til det punkt, hvor det næste skridt er at åbne yderligere for grænserne, så vi kan få sat gang i det økonomiske opsving.
Turister fra hele verden er velkommen på Seychellerne. Eneste undtagelse er Sydafrika, der er plaget af en mutation, som skaber panderynker blandt forskere.
I Danmark fraråder Udenrigsministeriet fortsat alle rejser til udlandet.