Flammer og flyvende skruer: Virkelighedens 10 værste flymareridt

Ild i motoren, flyvende skruer og åbne døre - her er ti af virkelighedens værste flymareridt

En af de frygtindgydende historier handler om en kvinde, der fik en af flyets propeller i hovedet. (Foto: Flickr/Christian Handley)
En af de frygtindgydende historier handler om en kvinde, der fik en af flyets propeller i hovedet. (Foto: Flickr/Christian Handley)

Har du flyskræk, hjælper disse forfærdelige - og ikke mindst virkelige - historier fra flyveture nok ikke på din angst.

The Telegraph har samlet en række hændelser, der formentlig kan sætte en skræk i livet på enhver. Her er ti af de værste og mest gruopvækkende.

Et glimt af motoren
Det seneste tilfælde skete så sent som i mandags, hvor en passager så ud af sit vindue og til sin store overraskelse fik et glimt af flyets ene motor.

Lågerne til den ene motor var nemlig faldet af og forsvundet på et tidspunkt i løbet af turens første tyve minutter.

Flyet landede ved Phoenix Sky Harbour International Airport blot tyve minutter efter afgang med alle passagerer i god behold.

 

Værste turbulens i 15 år
I sidste måned florerede et videoklip på Facebook af voldsom turbulens på et Etihad-fly.

På videoen kunne man høre skrigende, grædende og skræmte passagerer, og en stewardesse skulle efter sigende have påstået, at det var den værste turbulens, hun nogensinde havde oplevet i alle sine 15 år som stewardesse.

Flyveturen fra helvede. (Foto: AP)
Flyveturen fra helvede. (Foto: AP)

Hvorfor trækker det?
Passagerer på et koreansk fly undrede sig tidligere på året over, hvorfor det trak en smule i flykabinen.

Svaret var simpelt, men skræmmende. Nogen havde efterladt et af flyets døre på klem. Passagererne oplevede også typiske tegn på faldende tryk i flyet som kvalme og ondt i ørerne.

Der var dog ingen passagerer, der kom alvorligt til skade.

I flere stykker
En passager på et Sky Airline-fly så forfærdet til i oktober måned sidste år, da flyets motor begyndte at falde fra hinanden, idet flyet var ved at lette.

Flyet måtte nødlande med det samme og sendes til reparation, mens passagererne blev sendt med et nyt fly.

Hul i væggen
Forestil dig, at du sidder i flyet efter afgangen, og et vægpanel pludselig løsner sig.

Det er noget, man inderligt håber, aldrig sker. Det gjorde det desværre for passagererne på et American Airlines-fly i 2014, som var lettet fra San Francisco International Airport.

Efter en time besluttede kaptajnen sig for at vende om på grund af andre tekniske problemer.

Se også: Bliver man fuldere i luften? Få svar på de vildeste flymyter  

Brændende motor
Det sidste man vil se fra flyvinduet er ild.

Men det skete alligevel for en passager på et Transaero-fly i 2014, der fløj fra lufthavnen i Barcelona.

Ikke lang tid efter flyet lettede, kunne passagererne mærke, at flyet begyndte at ryste. Og senere opdagede de, at flyets motor var brudt i brand.

Flyet måtte vende om, og efter en time i luften landede det igen i Barcelona.

Flyvende skruer
- Det kan fint klare sig, indtil vi er landet, skulle flykaptajnen have sagt, da en skrue faldt ud, ramte et flyvindue og satte sig fast i det yderste lag glas, ifølge Redditbrugeren Skips_Legday.

Halvvejs gennem sin flyvetur hørte brugeren en høj lyd. Det var en skrue, der havde vristet sig løs og i stedet var havnet i passagerens vindue.

Da de landede sikkert ved destinationen, havde den ellers 'ubekymrede' kaptajn fortalt, at han aldrig havde set noget lignende i sine 25 år i branchen.

Ramt af propel
En passager på et Air Canada-fly blev i november 2014 indlagt på hospitalet, efter en af flyets propeller havde løsnet sig, sat sig fast i flyskroget og ramt hende i hovedet.

Da flyet skulle lande var propellen hoppet af, og landingsudstyret på højre side faldt sammen. Passagererne ombord måtte hurtigt forlade flyet, der blev fyldt med røg fra de ødelagte dele.

Mere turbulens
I december 2014 var turbulens også på spil, da et American Airlines-fly fra Seoul i Sydkorea måtte nødlande i Tokyos Narita International Airport.

14 personer bad om lægeeftersyn, og fire passagerer og en person fra flypersonalet blev indlagt på hospitalet efter hændelsen.

Drone i sigte
I 2014 kom en drone faretruende tæt på et fly ved Heathrow lufthavn i London. Dronen fløj forbi flyet med blot seks meters afstand.

Ikke kun dronerne driller ved Heathrow lufthavn. Lufthavnen har nemlig også oplevet store problemer med laserangreb på fly i år.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere