Flere end sidste år: Hundredvis af vejarbejder i ferietrafikken

Der er hen over sommeren igen i år udsigt til køer på den tyske Autobahn

Med omtrent 150 flere vejarbejder i år sammenlignet med sidste år, er der risiko for, at ferietrafikken i Tyskland bliver en prøvelse. Foto: FDM
Med omtrent 150 flere vejarbejder i år sammenlignet med sidste år, er der risiko for, at ferietrafikken i Tyskland bliver en prøvelse. Foto: FDM

Skal I sydpå til sommer i bilen, skal I sørge for, at ungerne på bagsædet har noget at underholde sig med, og at der er rigeligt med mad og drikke med i bilen.

Der er nemlig udsigt til længere rejsetid og 'Staugefahr' på den tyske Autobahn, for igen i år falder sommerens massive ferietrafik sammen med højsæsonen for vejarbejder i Tyskland.

Allerede på nuværende tidspunkt er der gang i 540 vejarbejder i Tyskland, viser tal fra FDMs tyske søsterklub ADAC. Det er 150 flere end på samme tidspunkt sidste år.

Det oplyser FDM i en pressemeddelelse.

Ferie - 16. jun. 2019 - kl. 21:02 Tre etagers motorvej er en turistattraktion

De mange vejarbejder er spredt ud over veje i hele Tyskland, og danske bilister kan ikke undgå at støde på nogle af dem. Både på Autobahn A7 (Flensborg-Ulm) og A9 (Berlin-München), som mange danskere kører ad, er flere vejarbejder i gang. Det samme gælder omkring München og mod Salzburg i Østrig.

- Skal man på kør selv-ferie i Europa, må man indstille sig på længere rejsetid og risiko for kødannelse. Især i Tyskland. Man kan dog tage sine forholdsregler ved at køre om natten, hvis det er muligt, eller midt på ugen, ligesom man bør undgå de store byer som Hamborg og Berlin i myldretiden, siger Karsten Meyland Lemche, journalist og testkører på FDMs medlemsmagasin Motor.

Artiklen fortsætter under faktaboksen ...

Udvalgte strækninger med vejarbejder

A7 Ulm -Würzburg v. Ellwangen og Dinkelsbühl/ Fichtenau samt ved motorvejskryds Feuchtwangen/Crailsheim og Rothenburg ob der Tauber

A7 Hamborg – Flensborg v. Waltershof og Stellingen

A8 Salzburg – München v. Frasdorf, Irschenberg, Bad-Reichenhall og Anger

A9 Berlin – Halle/Leipzig v. Brück og motorvejskryds Potsdam

A9 Halle/Leipzig – Nürnberg v. Marktschorgast og Pegnitz

A10 Nordlige del af Berliner Ring

A24 Berlin – Hamborg v. motorvejskryds Havelland og motorvejskryds Wittstock/Dosse

Her er de længste vejarbejder – mellem 10 og 16 km:
A9 Berlin – Halle/Leipzig i begge retninger mellem Beelitz-Heilstätten og rasteplads Fläming-Vest

A71 Erfurt – Suhl i begge retninger mellem Arnstadt-Syd og Ilmenau-Vest

A9 Halle/Leipzig – Berlin i begge retninger mellem Dessau-Syd og Vockerode

A20 Rostock – Stettin i begge retninger mellem rasteplads Trebeltal og Grimmen-Øst

Kilde: FDM

Lørdage er værst
Vejarbejder er dog ikke den eneste udfordring, for også selve ferietrafikken kan være en prøvelse for de kør-selv-ferierende.

Ferietrafikken ventes at toppe i juli, hvor især lørdage, som er skiftedag på mange feriedestinationer, kan være slem.

Det gælder ikke bare i Tyskland, men særligt på de store ruter som E45 over Brennerpasset mellem Østrig og Italien og Karawankentunnellen mellem Østrig og Slovenien, som mange kører ad på vejen til Kroatien.

- Hvis det er muligt, bør man undgå at ramme disse strækninger på lørdage i juli og den første del af august, hvor trafikken har det med helt at gå i stå, siger Karsten Meyland Lemche.

- Derudover bør man løbende orientere sig om trafiksituationen. Det kan være via radio, GPS med trafikmeldinger eller brug af Google Maps, der selv foreslår alternative ruter, hvis trafikken sander til. FDM opdaterer også sommeren igennem sin køprognose hver uge, siger han.

Se også: Flere danskere vælger at holde ferie hjemme i Danmark

Også den periodevise grænsekontrol rundt om i Europa kan give ventetid. Det gælder især de to store sydlige grænseovergange fra Østrig og ind i Tyskland, Kiefersfelden (Kufstein-Rosenheim A93) og Walserberg (Salzburg-München A8).

41 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere