Fly aflyst, fordi treårig nægtede mundbind

Flyselskabet måtte have assistance fra politiet og valgte i sidste ende at opgive take-off

Ifølge faren krævede flyselskabet, at hans 19 måneder gamle datter havde mundbind på. Flyselskabet står imidlertid fast på, at striden omhandlede den ældste datter på tre år. Foto: Daniel Slim/AFP
Ifølge faren krævede flyselskabet, at hans 19 måneder gamle datter havde mundbind på. Flyselskabet står imidlertid fast på, at striden omhandlede den ældste datter på tre år. Foto: Daniel Slim/AFP

Et fly blev tirsdag morgen aflyst og alle passagerer bedt om at stige af, fordi et lille barn ikke havde mundbund på.

Det skriver BBC.

Hvad der helt præcist skete ombord på Flight 652, der skulle have fløjet fra Calgary til Toronto i Canada, er der modstridende udlægninger af.

Faren: De truede os med fængsel
Den ene part, Safwan Choudhry, der var ude at flyve med sin kone og to små døtre, fortæller til BBC, at det hele startede, da flypersonalet fra WestJet kom over til familien og sagde, at deres børn skulle have mundbind på.

Den ældste datter - et barn på tre år - var i gang med at spise en snack, og faren spurgte, om det var okay, at hun spiste færdig. Ifølge ham fortalte flypersonalet, at det havde en ’nul tolerance-politik’, og at flyet ikke ville lette, før alle var iført mundbind.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Faren indvilgede i at give barnet mundbind på, om end det ikke var uden besvær.

- Mit yngste barn (en pige på 19 måneder) havde det meget dårligt. For at sige det ligeud var hun hysterisk, siger Safwan Choudhry til BBC.

Pludselig begyndte den yngste datter at kaste op. Fordi hun var så ophidset og ked af det, kunne forældrene ikke få hende til at bære mundbind.

Ifølge faren opførte flypersonalet sig aggressivt. De bad familien forlade flyet og talte angiveligt om både arrestation og fængsling.

Da diskussionen samtidig begyndte at rase blandt de øvrige passagerer ombord på flyet, valgte personalet at ringe til politiet og aflyse den planlagte afgang.

Se også: Græske øer i panik: Turister kaldt hjem

Andre passagerer blandede sig
Det ansvarlige flyselskab, WestJet, har en anden udlægning af, hvad der fandt sted.

Ifølge det canadiske flyselskab handlede striden ikke om den 19 måneder gamle pige, men om hendes treårige storesøster.

WestJet hæfter sig i en presseudtalelse ved, at Canadas krav om at bære mundbind i kollektiv transport ikke gælder for børn under to år:

- På grund af manglende vilje fra forældrene til at placere en maske på deres ældre barn, der er over to år, informerede vores besætning de voksne om at følge de regler, der gælder, lyder det fra WestJet.

Politiet fortæller, at den ældste pige var iført mundbind ved deres ankomst. Opførslen blandt de andre passagerer var imidlertid kommet så meget ud af kontrol, at flypersonalet følte sig utryg, og det fik altså WestJet til at holde flyet på jorden.

Der blev dog ikke rejst nogen sigtelser.

Safwan Choudhry fortæller til BBC, at hans familie stadig er i Calgary og ikke er blevet tilbudt et nyt fly til Toronto.

Se også: Superspreder kan ødelægge danskeres ferie

170 kommentarer
Vis kommentarer