Fly må vende om hele to gange på grund af slåskampe

Et fly fra Manchester til Alicante blev forsinket i 3,5 timer, fordi passagererne blev ved med at slås

Et easyJet-fly havde svært ved at lette, fordi passagererne ikke kunne opføre sig ordentligt. Foto: Corrado Giambalvo / AP Photo
Et easyJet-fly havde svært ved at lette, fordi passagererne ikke kunne opføre sig ordentligt. Foto: Corrado Giambalvo / AP Photo

Passagererne på et easyJet-fly fra Manchester til Alicante må have været godt trætte af nogle medpassagerer, som forsinkede flyet i 3,5 timer.

Flyet var nemlig tvunget til at vende om to gange på grund af meget dårlig opførsel fra flere passagerer.

To forskellige grupper var involveret i hændelsen, som fandt sted torsdag i sidste uge.

Ifølge easyJet kom en gruppe passagerer, som var påvirket af alkohol, op at toppes. Dette medførte, at flyet vendte om og fik dem sat af. Flyet var endnu ikke lettet fra lufthavnen, men var på vej ud på landingsbanen.

Se også: Amok på fly fra Danmark: Stewardesser græd af frygt

Gruppen af passagerer blev anholdt af politiet og fjernet fra flyet. Men da flyet skulle til at lette for anden gang, opstod der igen tumult mellem to grupper af passagerer. Igen måtte politiet fjerne passagererne fra flyet.

- Mens sådan nogle hændelser er sjældne, så tager vi dem seriøst, og vi tolererer ikke truende adfærd ombord, siger easyJet i en udtalelse.

Myndighederne i Storbritannien overvejer at ændre reglerne, som lige nu tillader flypassagerer at drikke inden flyafgangen. Dette sker, fordi Storbritannien oplever en stigning i meget grov opførsel blandt fulde flypassagerer.

Se også: Lavprisselskab åbner ny rute fra København

Kan give hårde straffe
I februar blev den britiske kvinde Chloe Haines idømt to års fængsel, fordi hun prøvede at åbne en dør ombord på et fly fra London til Dalaman i Tyrkiet.

Hun forklarede det med, at hun havde indtaget både alkohol og medicin før flyveturen. Angiveligt kunne hun ikke huske episoden, hvor hun prøvede at åbne en af flyets døre.

Hun fik samtidig en bøde på 85.000 pund (740.263 kroner).

Det vides endnu ikke, om passagererne ombord på easyJet-flyet bliver sigtet.

51 kommentarer
Vis kommentarer