150 paniske passagerer på vej til den populære turistdestination Dubai i De Forenede Arabiske Emirater måtte søndag nødlande i Volgograd i Rusland, da personalet om bord frygtede, at flere af passagererne var blevet forgiftet.
Det skriver The Sun.
Frygten satte ind blot en halv time efter, at Ural Airlines-flyet lettede fra lufthavnen i Moskva, da adskillige passagerer på række 21 til 26 begyndte at blive syge og ‘grønne’ i ansigterne, mens de klagede over følelsen af at blive kvalt.
- De havde alle ekstremt udvidede pupiller, og de kunne ikke trække vejret, fortæller en passager ved navn Ilya Brinder det britiske medie og fortsætter:
- Kabinepersonalet gik i panik, så kaptajnen valgte at nødlande i Volgograd.
Syg passager formår at åbne flydøren under take-off
'Hjælp, hjælp!'
En anden passager fortæller, at der udbrød totalt kaos på flyet, da flere og flere passagerer blev syge.
- Jeg blev vækket af en ung kvinde, der skreg om hjælp. Hun råbte og skreg: ’Hjælp, hjælp!’, fordi hendes mand var syg og havde det meget dårligt, siger den chokerede flypassager og fortsætter:
- Han blev kvalt, og han kunne ikke trække vejret. Hans ansigt blev helt grønt, og det skabte enorm panik på hele flyet.
Ifølge The Sun nødlandede flyet godt en time og 25 minutter inde på flyvningen. En talsperson fra lufthavnen fortæller til mediet, at ambulancer og lægehjælp stod klar, da flyet landede i Volgograd, og at minimum to personer blev kørt på hospitalet, mens flere andre modtog behandling på stedet.
Tilstanden på de to passagerer, der blev kørt på hospitalet, er uvist.
Bræk og afføring i spandevis: 300 krydstogtpassagerer fra Mallorca ramt af Roskildesyge
Ingen tegn på gift
Det er endnu uvist, hvad der forårsagede passagerernes akutte sygdom, da flyet blev grundigt kontrolleret i lufthavnen i Volgograd, hvor det ikke lykkedes at finde kilden bag virussen. To timer efter nødlanding fik kaptajnen derfor lov til at flyve videre til Dubai, hvor det landede klokken 03.23 lokal tid.
Der er på nuværende tidspunkt derfor ingen forklaring på, hvad der forårsagede symptomerne om bord på flyet, men The Sun har været i kontakt med kilder, der har nævnt muligheden for, at sygdommen kan være relateret til madforgiftning.
Lufthavnens talsperson ved navn Anastasia Golodova bekræfter hændelsen over for The Sun og fortæller, at det var fem personer, der på mystisk vis blev syge undervejs på flyvningen til Dubai, og som måtte behandles i Volgograd.
- Efter behandlingen valgte tre at fortsætte rejsen, men to nægtede og blev indlagt på hospitalet, siger hun til det britiske medie.