Fly omdirigeret: Mand ville ikke stoppe med at lave pull-ups

En fuld mand nægtede at stoppe med at vise sin atletiske kunnen til de øvrige passagerer på flyet, som derfor måtte omdirigeres

Et American Airlines-fly måtte forleden omdirigeres, fordi en mandlig passager ikke ville sætte sig i sit flysæde. Foto: Charles Dharapak
Et American Airlines-fly måtte forleden omdirigeres, fordi en mandlig passager ikke ville sætte sig i sit flysæde. Foto: Charles Dharapak

Man må indrømme, at fitness-manien i den grad har indtaget verden, men det er åbenbart ikke alle, der har situationsfornemmelse nok til at vide, at der er et sted og en given tid for alting.

Således mente en unavngiven mand forleden, at det perfekte sted at træne sine arme og rygmuskler var om bord på et fly fra Phoenix til Boston.

Det var resten af passagererne og bestemt heller ikke flypersonalet enige i, og da det ikke lykkedes dem at få manden til at stoppe med at vise sin atletiske kunnen frem, måtte piloten omdirigere flyet og lande i Kansas City i stedet.

Det skriver CBS Boston.

Ifølge mediet skete hændelsen mandag aften på et American Airlines-fly.

Manden gik angiveligt om bord på flyet sammen med en kvinde og to hunde, men pludselig rejste han sig og tog fat i skabene ovenover sædet og begyndte at lave pull-ups (kropshævninger), som er en træningsmetode, hvor man hænger i en stang eller lignende og hiver sig selv op.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Michael Prince/Corbis Flirt
Foto: Michael Prince/Corbis Flirt
 

Se også: Fitness-manien fortsætter: Lufthavn åbner gratis træningscenter ved gaten

Kaldte stewardessen navne
CBS Boston har talt med flere af de øvrige passagerer om bord på flyet, som fortæller, at manden virkede beruset allerede, da han gik om bord på flyet, men at det blev værre undervejs på flyvningen.

- Han lænede sig op af skabet, og en passager sagde for sjov: 'Er du ved at lave pull-ups?', og så gik fyren rent faktisk i gang med det, fortæller David Markoski og fortsætter:

- Han ville ikke sætte sig igen. Stewardessen bad ham tre-fire gange om at sætte sig ned, men han nægtede og begyndte i stedet at kalde hende navne.

Ifølge det amerikanske medie var der 147 passagerer og seks flyansatte om bord på flyet, som blev halvanden time forsinket på grund af mellemlandingen i Kansas City, hvor den træningsglade mand blev sat af.

American Airlines har bekræftet hændelsen og siger følgende til CBS Boston:

- Flyet fra Phoenix til Boston måtte omdirigeres til Kansas City på grund af en uregerlig passager. Passageren blev derefter fjernet af myndighederne, og flyet fløj afsted igen.

Se også: Kayla blev mobbet af stewardesse: Nu har hun tabt 31 kilo

20 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere