Flyene vender tilbage: Over 90.000 er igen i luften

Flere flyselskaber genoptager i øjeblikket deres gamle ruter, og 6. maj oversteg antallet af globale flyvninger 90.000

Qatar Airways er et af flere flyselskaber, der forventer at sende flere fly på vingerne inden længe. Arkivfoto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix
Qatar Airways er et af flere flyselskaber, der forventer at sende flere fly på vingerne inden længe. Arkivfoto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix

96.122. Så mange flyvninger blev der ifølge flysiden Flightradar24 foretaget over hele verden 7. maj, og det er det højeste antal målt i seks uger.

Sidste gang, så mange fly var i luften, var 26. marts, hvor knap 97.000 flyvninger blev registreret. Her var flytrafikken allerede begyndt at dykke som følge af coronakrisen, og 12. april nåede man det, der foreløbigt har været krisen største lavpunkt: Her blev blot 46.294 flyvninger målt.

Først 6. maj nåede den globale flybranche igen over 90.000 flyvninger, da Flightradar24 kunne notere 90.071. Det skriver Check-in.dk. Flytrafikken er dykket lidt igen siden 6. og 7. maj, men det ændrer ikke på, at det gennemsnitlige antal flyvninger målt over en uge stadig er højere end længe.

Ifølge mediet kommer stigningen samtidig med, at flere flyselskaber så småt begynder at genoptage deres ruteflyvninger.

Check-in.dk nævner bl.a. hollandske KLM, der i sidste uge åbnede for otte ruter, og Czech Airlines, der efter længere tids stilstand vil begynde at flyve igen fra 18. maj. Qatar Airways øger ligeledes antallet af flyvninger og planlægger at nå 52 destinationer i løbet af denne måned.

Se også: Stort rejseselskab sælger igen rejser i Kina

Færre afgange og mindre fly
Fra 1. juni melder Lufthansa sig også på banen med en plan, der er endnu mere ambitiøs. Her vil man nemlig fordoble antallet af fly i drift fra 80 til 160, hvilket ifølge mediet vil gøre det muligt for selskabet at flyve til 106 forskellige destinationer.

Flere af selskaberne planlægger dog færre afgange end før krisen på de ruter, de åbner for. Hos KLM vil man ifølge Check-in.dk også nøjes med et fly med plads til 100 passagerer på flere længere strækninger.

Selv om antallet af flyvninger er steget, er der stadig langt op til niveauet for små tre måneder siden. I midten af februar var der i gennemsnit lige under 170.000 flyvninger hver dag, viser statistikken hos Fligtradar24.

Det fremgik tidligere af denne artikel, at der i midten af februar blev foretaget lige under 170.000 flyvninger i løbet af en uge. Der var i stedet tale om 170.000 flyvninger hver dag. Ekstra Bladet beklager fejlen.

Se også: 50 km mangler: Ny plan skal sikre vandrerute langs hele Gudenåen

231 kommentarer
Vis kommentarer