Flyselskab åbner rute til populær feriedestination

Det spanske flyselskab Vueling udvider med en ugentlig flyvning til Gran Canaria

Vueling er det nyeste flyselskab i Billund Lufthavn. Foto: Markus Mainka/Ritzau Scanpix
Vueling er det nyeste flyselskab i Billund Lufthavn. Foto: Markus Mainka/Ritzau Scanpix

I fredags kl. 15.25 landede et fly fra det spanske flyselskab Vueling for første gang nogensinde i Billund Lufthavn.

Men det bliver langt fra sidste gang.

Vueling satser nemlig stort på den danske lufthavn, og allerede inden fredagens landing har det spanske flyselskab derfor annonceret en ny ugentlig rute: Gran Canaria.

Dermed går det spanske flyselskab fra tre til fire faste ruter i Billund Lufthavn. De andre er Barcelona, Malaga og Mallorca.

Det skriver Billund Lufthavn i en pressemeddelelse.

Kan tiltrække spanske turister
Nyheden skaber glæde i Billund Lufthavn, da Vueling ikke kun betyder flere muligheder for solglade danskere til at rejse sydpå, men også forventes at trække spanske turister mod nord.

- Vi har også en lang række attraktive destinationer her i Danmark, og med Vuelings popularitet i Spanien vil det helt sikkert bringe spanske turister til Danmark, siger adm. direktør Jan Hessellund i Billund Lufthavn i pressemeddelelsen.

Vueling tilbyder både, at du kan købe flybilletter direkte fra selskabets hjemmeside, ligesom det samarbejder med danske charterrejsebureauer.

Ifølge Jan Hessellund henvender det sig især til danskere, der ønsker at planlægge deres egen personlige rejse.