Flyselskab afvikles: 1200 ansatte står til at miste jobbet

Lufthansa og Turkish Airlines har besluttet at opløse den tyske del af SunExpress

SunExpress flyver blandt danske rejsende til Konya, Izmir og Antalya. Arkivfoto: Wikicommons/Aeroprints.com
SunExpress flyver blandt danske rejsende til Konya, Izmir og Antalya. Arkivfoto: Wikicommons/Aeroprints.com

Det er ikke mere end få dage siden, at det første SunExpress-fly i lang tid lettede fra København med kurs mod Konya i Tyrkiet.

Her forlød det, at flyselskabet, der er et joint venture mellem Lufthansa og Turkish Airlines, satsede på at sende danskerne til tre store tyrkiske byer allerede i juni. Først Konya, senere Izmir og til sidst Antalya.

Optimismen til trods er SunExpress som mange andre flyselskaber hårdt presset af coronaepidemien. Og det får nu den konsekvens, at Lufthansa og Turkish Airlines vil opløse den tyske del af selskabet.

Det skriver Check-in.dk.

Ifølge mediet vil man sætte gang i processen hurtigst muligt, og dermed står 1200 medarbejdere til at miste jobbet.

Se også: Trods anbefaling: Flyselskab satser stort på rejser til Tyrkiet

Den tyske del af SunExpress udgør dog kun en mindre del af flyselskabet med 13 fly mod 44 i det tyrkiske SunExpress, og i en pressemeddelelse fastslår adm. direktør Max Kownatzki, at man vil tage hånd om medarbejderne:

- Vi tager ansvar for vores cirka 1200 berørte medarbejdere og vil gøre vores bedste for at finde frem til mulige løsninger i de kommende uger gennem konstruktive diskussioner med vores ansatte og arbejdsmarkedets parter, siger han.

Beslutningen er angiveligt truffet som led i en ny strategi, hvor SunExpress skal fokusere mere på sit kerneområde: Indenrigsrejser i Tyrkiet og rejser fra Tyskland, Østrig og Schweiz til Tyrkiet.

Det er uklart, hvilken betydning opløsningen af SunExpress' tyske del vil få for den danske satsning, der netop er igangsat.

Se også: Ryanair tyvstarter

11 kommentarer
Vis kommentarer