Flyselskab fyrer ni ud af ti danske ansatte

Danske Jet Time har torsdag fyret 313 ansatte - selskabet flyver blandt andet for charterselskaber

En næsten mennesketom Københavns Lufthavn fredag 15. maj 2020 under coronakrisen. De danske lufthavne er gået stort set i dvale under krisen, hvilket har betydet store milliontab. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
En næsten mennesketom Københavns Lufthavn fredag 15. maj 2020 under coronakrisen. De danske lufthavne er gået stort set i dvale under krisen, hvilket har betydet store milliontab. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det danske flyselskab Jet Time fyrer 313 medarbejdere - svarende til mere end ni ud af ti af de ansatte. Det skriver DR.

Fyringerne rammer både piloter, kabinepersonale og flymekanikere.

Jørgen Holme, der er administrerende direktør for selskabet, kalder det den værste dag i selskabets historie.

- Det er selvsagt en meget trist dag for os alle sammen i Jet Time-familien – den værste dag uden sammenligning i vores 15-årige historie, skriver han i en mail til DR Nyheder.

Jet Time leverer transportløsninger for charterarrangører og flyselskaber og private og offentlige virksomheder.

Selskabet har også 57 ansatte i Finland. De er i øjeblikket hjemsendt.

Luftfartsindustrien er en af de brancher, som er blevet hårdt ramt af udbruddet af coronavirus, som har betydet rejserestriktioner og lukkede grænser.

De danske lufthavne er gået stort set i dvale under krisen, hvilket har betydet store milliontab.

Også SAS har varslet en større fyringsrunde på grund af krisen. Flyselskabet har lagt op til at afskedige 5000 ansatte - heraf 1700 i Danmark.

Jørgen Holme fra Jet Time fortæller til DR, at coronakrisen har betydet mistet omsætning på op mod 800 millioner kroner i sommersæsonen.

Jet Times fyringer lander, samme dag som Folketinget er blevet enige om en luftfartspakke til 260 millioner kroner.

Her afsættes blandt andet 135 millioner kroner til at understøtte flyvninger på de danske indenrigsruter i tre måneder.

Det har under krisen også været muligt for virksomheder at få del i en lønkompensationsordning.

Det har dog ikke været nok til at hjælpe Jet Time igennem, og en mere langsigtet hjælp er kommet for sent.

- Udsigten til en længerevarende specifik hjælpepakke til danske flyselskaber inklusive charterflyselskaber som Jet Time er trods megen snak endnu ikke kommet, så vi må handle, skriver Jørgen Holme til DR.

48 kommentarer
Vis kommentarer