Flyselskab i kæmpe datalæk: 9,4 millioner passagerer kan være berørt

Flyselskabet bekræfter, at blandt andet kreditkort-oplysninger, pasnumre og e-mail-adresser er blevet lækket fra deres database

Flyselskab i kæmpe datalæk. Hvordan beskytter du dig bedst mod cyberkriminalitet? Heine Jørgensen, techredaktør på Ekstra Bladet giver gode råd

Det Hongkong-baserede flyselskab Cathay Pacific har bekræftet, at private oplysninger fra om mod 9,4 millioner passagerer er blevet lækket fra selskabet database.

Det skriver Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet inkluderer lækket blandt andet kreditkort-oplysninger, email-adresser samt pasnumre.

- Vi er i fuld gang med at kontakte berørte passagerer og benytter flere metoder for at komme i kontakt med dem, så vi kan hjælpe dem med at tage de nødvendige skridt for beskytte sig selv, siger flyselskabets administrerende direktør, Rupert Hogg i en udtalelse på Cathay Pacifics hjemmeside.

- Vi har endnu ikke beviser for, at de personlige oplysninger er blevet udnyttet, fortsætter han.

Se også: Sådan undgår du at blive flået af svindlere på ferien

Navne, fødselsdage og telefonnumre er også lækket
Det var en nylig it-undersøgelse hos Cathay Pacific, der afslørede, at uvedkommende havde haft adgang til data på de op mod 9,4 millioner passagerer, og flyselskabet har derfor nu igangsat en undersøgelse samt kontaktet politiet for at komme til bunds i sagen.

Udover kreditkort-oplysninger, pasnumre og email-adresser fortæller selskabets administrerende direktør, at følgende oplysninger også er blevet lækket: navne, fødselsdata, telefonnumre, nationalitet, eventuelle bemærkninger fra flyselskabet om passagererne samt tidligere rejseinformation.

Derudover fortæller direktøren, at i hvert fald 860.000 pasnumre samt 403 udløbede kreditkort-oplysninger er blevet lækket, mens 27 kreditkort-oplysninger uden CVV-kode (de fire cifre over kreditkort-nummeret) også er blevet lækket.

- Kombinationen af data, som uvedkommende har haft adgang til, varierer fra passager til passager, siger Rupert Hogg ifølge Reuters.

Flyselskabet har endnu ikke udtalt sig om, hvorvidt berørte passagerer vil modtage en eventuel kompensation, men direktøren beklager over for deres kunder.

- Vi er meget kede af den bekymring, som denne sikkerhedsbrist måske forårsager for vores passagerer, lyder det fra den administrerende direktør, der desuden påpeger, at de arbejder på at forbedre deres it-sikkerhed.

Se også: Gratis wifi på ferien kan koste dig dyrt

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere