Flyselskab siger undskyld: Sendte 14-årige Anton med forkert fly

Det var drengen selv, som sørgede for at komme med det rigtige fly

En 14-årig dreng, som rejste alene, var ude for en noget ubehagelig oplevelse, da United Airlines-personale guidede ham til et forkert fly. Foto: United Airlines
En 14-årig dreng, som rejste alene, var ude for en noget ubehagelig oplevelse, da United Airlines-personale guidede ham til et forkert fly. Foto: United Airlines

Kun fordi 14-årige Anton Berg fra North Carolina i USA selv var opmærksom, da han sad i det forkerte fly, sørgede han for ikke at ende på den forkerte destination.

Forinden havde United Airlines-personale, som var blevet betalt for at følge drengen til det rigtige fly, ellers sat ham på en helt forkert afgang, så han i stedet for at være på vej til Stockholm faktisk var på vej til Düsseldorf.

Det skriver USA Today.

Drengen fløj uden sine forældre eller andre ledsagere med United Airlines fra Raleigh i North Carolina til New Jersey, hvor han mellemlandede i Newark. Her skulle Anton Berg skifte til et SAS-fly til Stockholm for at besøge sine bedsteforældre.

Se også: Norwegian prioriterede laks over passagerers kufferter

Fordi han rejste alene, havde hans forældre betalt 150 dollars for, at han kunne rejse som uledsaget barn - en såkaldt Unaccompanied Minor. Derfor blev han ved ankomst til Newark hentet af personale fra United Airlines, men da personalet fra flyselskabet skulle aflevere ham ved SAS-flyet, fik de ledt ham til gaten ved siden af den rigtige afgang.

I stedet gik drengen ombord på et Eurowings-fly til Düsseldorf, og gatepersonalet opdagede ikke, at noget var galt.

Opdagede det selv
Ombord på flyet begyndte Anton Berg dog at fornemme, at ikke alt var, som det skulle være.

Den unge dreng sendte en sms til sin mor, hvori han fortalte, at han måske var med det forkerte fly.

Moren skyndte sig at tweete til både United Airlines og SAS, ligesom hun også prøvede at ringe til Uniteds kundeservice for at forklare situationen.

Se også: Far tog dronebilleder: Opdagede haj på vej mod børnene

Heldigvis fik Anton Berg selv fortalt kabinepersonalet, at han var havnet i det forkerte fly. Herefter vendte kaptajnen flyet og returnerede til gaten i Newark.

Lufthavnspersonalet fik ham ombooket til et fly til København, hvorfra han fløj videre til Stockholm. Her ankom drengen syv timer, efter han skulle have været landet.

'Undskyld'
Til avisen USA Today fortæller en talsperson fra United Airlines, at 'sikkerhed og at vores kunder har det godt er vores topprioritet'.

- Vi har været i løbende kontakt med den unge mands familie for at forsikre om hans sikkerhed og for at undskylde denne hændelse, siger talspersonen til USA Today.

Se også: Missede safaritur: Havde kun sat syv minutter af til check-in

44 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere