Flyselskab til far: Din hånd er for tæt på din søns kønsdele

Et homoseksuelt par blev stoppet i lufthavnen, fordi flypersonalet mente, at den ene fars hånd lå for tæt på den sovende drengs kønsdele

En far blev beskyldt for at lægge sin hånd for tæt på sin søns kønsdele på en flytur fra Puerto Rico til North Carolina i USA. Foto: Facebook
En far blev beskyldt for at lægge sin hånd for tæt på sin søns kønsdele på en flytur fra Puerto Rico til North Carolina i USA. Foto: Facebook

Henry Amador-Batten og hans mand Joel havde været med deres 5-årige søn på familietur til Puerto Rico for at sørge for begravelsesforberedelserne til Henrys nyligt afdøde far.

Og hvis det tragiske dødsfald ikke var nok til at dæmpe humøret, så må man sige, at flypersonalet på et af United Airlines' fly sørgede for at ødelægge stemningen helt.

Da familien i fredags landede hjemme i North Carolina i USA, blev de stoppet af myndighederne, da de stod af flyet. Det gjorde de, fordi flypersonalet mente, at Henry havde lagt sin hånd lidt for tæt på sønnens kønsdele, mens drengen sov.

Det skriver News.com.au.

- Min mand blev tilbageholdt, da vi landede, fordi et medlem af flypersonalet mente, at hans hånd/arm i min sovende søns skød var for tæt på 'barnets kønsdele', skriver Joel Amador-Batten i et Facebookopslag i en gruppe for homoseksuelle fædre, som hedder DADsquared.

Se også: Flytrafik: Kan du gætte hvilken dag der er færrest fly i luften?

'Antagelserne er komplet ubegrundede'
Ifølge Joel følte hans mand sig som en kriminel over at blive tilbageholdt på den måde foran de andre passagerer. Tilbageholdelsen varede en time.

- Ingen fortjener at blive behandlet på denne måde. Det er ikke noget, der burde være sket foran min søn. Det her er ikke noget, som nogen som helst burde bekymre sig om under en flyvetur, blot fordi nogle mennesker ikke kan lide synet af dem, skriver han yderligere i opslaget.

Forældreparret har klaget til flyselskabet over hændelsen, som de mener, de bør have en 'fair kompensation' for, skriver The News & Observer ifølge News.com.au.

- Den uoplyste stewardesses antagelser er komplet ubegrundede, og vi planlægger at lave så meget fucking larm omkring det, som vi overhovedet kan, skriver Joel i opslaget, som du kan læse i fuld længde herunder:

Efter familiens historie er blevet offentliggjort i medierne, har United Airlines givet parret en offentlig undskyldning.

- Vores kunder skal altid behandles med respekt. Vi har fulgt op på sagen ved at henvende os til kunden, og vi har undskyldt hændelsen, har flyselskabets talsmand, Jonathan Guerin, skrevet i en mail til The News & Observer.

Se også: Stewardesse dummer sig: Lækker koden til dørene til cockpittet

Ekstra Bladet har lanceret et nyt rejseunivers med ca. 200 rejseguides. Her får du flere hundrede +rejseartikler, som du kan fordybe dig i inden eller under ferien.

Du finder guider til hemmelige afkroge af din feriedestination og får madkendernes bedste råd til budgetvenlige, gastromiske oplevelser. Du finder også Ekstra Bladets egne journalisters kritiske tests af alverdens rejsemål. Læs meget mere her

46 kommentarer
Vis kommentarer