Flyselskab vil forære 100.000 billetter til sundhedspersonale

Qatar Airways vil i løbet af i år give 100.000 sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale en gratis returbillet

Qatar Airways håber, at man allerede i slutningen af maj kan have flere fly på vingerne igen. Arkivfoto: Regis Duvignau/Reuters/Ritzau Scanpix
Qatar Airways håber, at man allerede i slutningen af maj kan have flere fly på vingerne igen. Arkivfoto: Regis Duvignau/Reuters/Ritzau Scanpix

Ansatte i sundhedsvæsenet over hele verden er i centrum for en ny kampagne hos Qatar Airways.

Flyselskabet, der har hjemme i Qatars hovedstad Doha, har øremærket 100.000 billetter til sundhedspersonale, der har været med til at holde hånden under samfundet under coronakrisen.

Dermed går selskabet samme vej som konkurrenten JetBlue, der har besluttet at forære billetter væk til sundhedspersonalet – her dog kun i USA.

Det skriver Check-in.dk.

Ifølge mediet har Qatar valgt at fordele billetterne efter indbyggertal, så der med andre ord ikke er lige så mange danske billetter på højkant, som der er indiske eller kinesiske.

Præcis hvor mange danskere, der kan få en billet, står hen i det uvisse.

Se også: Kæmpefly måtte afbryde landing i Kastrup

Vil sætte gang i flyrejserne
Flyselskabet har desuden tillagt billetuddelingen den ekstra twist, at alle billetterne ikke vil blive fordelt på én gang. De vil i stedet blive uddelt lidt ad gangen fra 12. maj til 18. maj, så håbefulde ansøgere kan blive nødt til at besøge selskabets hjemmeside en del gange.

Er man uheldig at komme for sent til uddelingen, vil man nemlig blive bedt om at genansøge næste dag. Er man til gengæld en af de heldige, vil man kunne indløse billetten frem til december i år.

Markedsføringskampagnen kommer kun kort tid efter, at flyselskabet har meldt ud, at man har i sinde at skrue op for blusset i den kommende tid.

Når maj er omme, har Qatar Airways planlagt at flyve til lidt over 50 destinationer, mens man en måned senere håber at flyve til 80.

Se også: Flere krydstogtsrederier skrotter sommerplaner

8 kommentarer
Vis kommentarer