Flyselskab vil straffe passagerer, der nægter at bruge mundbind

Hos amerikanske United udløser det en plads på en lidet attraktiv liste, hvis man ikke bærer mundbind ombord

Mundbind er blevet en naturlig del af flyrejsen hos en lang række af verdens flyselskaber. Arkivfoto: Carlos Garcia Rawlins/Reuters
Mundbind er blevet en naturlig del af flyrejsen hos en lang række af verdens flyselskaber. Arkivfoto: Carlos Garcia Rawlins/Reuters

Mange flyselskaber har i de seneste måneder indført krav om mundbind ombord på flyene, og nu går United skridtet videre for at håndhæve kravet.

Flyselskabet har indført en slags sort bog, kaldet den 'interne rejserestriktionsliste', hvor passagerer, der nægter at bære mundbind, vil blive skrevet op. Den skal gøre det muligt at opretholde ro og orden ombord, uden at de trodsige passagerer af den grund får lov at slippe.

Passageren får nemlig lov til at blive ombord, og først bagefter vil det blive afgjort, hvordan vedkommende skal sanktioneres.

Det skriver USA Today.

- Kunder på listen vil miste deres rejseprivilegier hos United i en periode, der afgøres af en grundig gennemgang af hændelsen, skriver United ifølge mediet i en pressemeddelelse.

Se også: Bidende passager fritager flyselskab for kompensationspligt

For at imødekomme, at enkelte passagerer kan have glemt at tage mundbind med på turen, vil kabinepersonalet have nogle stykker med ombord.

De vil i øvrigt også selv bære mundbind, skriver USA Today.

Mødet med personalet i flyet er dog ikke første gang, de rejsende bliver konfronteret med flyselskabets særlige retningslinjer.

Allerede inden afrejse skal passagererne nemlig udfylde en sundhedserklæring, hvori de bl.a. skal bekræfte, at de ikke er smittet med coronavirus eller har haft symptomer på det inden for de seneste 14 dage.

32 kommentarer
Vis kommentarer