Forgyldt: Her er sommerhuspriserne stukket helt af

Sommerhuse, der for ét år siden kostede 1 million kroner, koster nu 1,71 millioner kroner

En kvadratmeter sommerhus i Danmark koster nu mere end 20.000 kroner i gennemsnit. Foto: Claus Bonnerup
En kvadratmeter sommerhus i Danmark koster nu mere end 20.000 kroner i gennemsnit. Foto: Claus Bonnerup

Store dele af rejsebranchen har ligget i ruiner under coronakrisen, men der er også dem, der har kunnet læne sig tilbage og se deres formue skyde i vejret.

Det er tilfældet for en stor del af de danske sommerhusejere. Ikke mindst dem, der er så heldige at eje et sommerhus i Holbæk Kommune.

Her er priserne steget med 71 procent fra april 2020 til april 2021. Det viser tal fra Boligsiden.dk.

Så hvis du var kvik og købte et sommerhus i Holbæk Kommune til en million kroner, da pandemien brød ud, vil du nu kunne sælge det med en fortjeneste på 710.000 kroner.

Stigningerne er størst på Sjælland
Holbæk Kommune er langt fra eneste sted i landet, hvor sommerhusejerne er blevet forgyldte.

På landsplan er danske sommerhuse steget 24 procent i værdi i løbet af det seneste år, således at én kvadratmeter nu koster på den gode side af 20.000 kroner i snit.

Priserne har især været på himmelflugt øst for Storebælt.

- Der er syv sjællandske kommuner i top 10, og selvfølgelig er Odsherred og Gribskov blandt dem, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

- Det er to af de kommuner, vi altid taler om, når det drejer sig om sommerhuse. Det gør vi, fordi der er mange handler, og fordi de to kommuner rummer kendte områder som blandt andet Rørvig, Tisvildeleje og Gilleleje

Artiklen fortsætter under boksen ...

I disse kommuner er sommerhusene steget mest

Holbæk: 71 procent

Vordingborg: 50 procent

Odsherred: 48 procent

Langeland: 39 procent

Lejre: 37 procent

Næstved: 35 procent

Frederikssund: 35 procent

Hedensted: 34 procent

Odder: 34 procent

Gribskov: 33 procent

Kilde: Boligsiden.dk

Danmarks dyreste sommerhuse
Selv om Holbæk er årets højdespringer målt i procentstigninger, ligger kommunen stadig langt nede målt på kvadratmeterpriser.

Her er det Gribskov og Odder, der er de dyreste kommuner, med kvadratmeterpriser på henholdsvis 33.199 kroner og 31.940 kroner.

Til sammenligning er kvadratmeterprisen i Holbæk Kommune på 16.607 kroner.

Hvis du selv går med tanker om at indfri sommerhusdrømmen, så kan du se her, hvordan du undgår fælderne.