Forsøgte at åbne flyets yderdør - troede det var toiletdøren

En forvirret mand forsøgte at komme ud af exit-døren på et KLM-fly under en flyvning, fordi han troede, det var døren til toilettet

Det var en dør som denne, en flypassager var ved at åbne, da han troede, det var døren til toilettet. (Foto: Flickr/Christopher Doyle)
Det var en dør som denne, en flypassager var ved at åbne, da han troede, det var døren til toilettet. (Foto: Flickr/Christopher Doyle)

Det burde ikke være svært at finde rundt på et ganske almindeligt passagerfly – vejen fra sædet til toilettet er, for de fleste flyrejsendes vedkommende, forholdsvis lige til at finde.

Se også: Lad (u)hyggen sprede sig

Selv om udvalget af døre på et KLM Fly på vej fra Edinburg til Amsterdam var begrænset til et par stykker, lykkedes det alligevel skotten, James Gray, at blive så forvirret, at han byttede rundt på exit-døren og døren til toilettet.

Forsøgte at åbne flyets yderdør
I hvert fald forsøgte han at åbne flyets exit-dør, mens flyet befandt sig i mere end ni kilometers højde. Selv siger James Gray, at han forvekslede udgangsdøren med toiletdøren. Det skriver mashable.com.

James Gray blev anholdt af det hollandske politi, så snart flyet landede i Schiphol Lufthavn i Amsterdam. Foruden en nat i detentionen, kostede det ham en bøde på 600 euro – godt 4500 danske kroner.

Se også: Vi dyrker kulturen – én aften om året

– Personalet fortalte mig, at jeg skulle blive på min plads, og at jeg ville blive anholdt, så snart flyet var landet. Jeg prøvede at forklare dem, at det var en fejl. Det var en misforståelse. Politiet kom og anholdt mig. De var ikke så venlige, siger James Gray.

Udover overnatningen i detentionen og den anseelige bøde, har han fået forbud mod at flyve med KLM de næste fem år. Lad os håbe for ham, at toiletdøren ikke er sværere at finde på andre fly end på KLM's fly.

19 kommentarer
Vis kommentarer