Fransk par risikerer seks års fængsel for sand-tyveri

Parret blev fanget med 40 kilo sand i bilen - de siger, de tog det som en 'souvenir'

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Den italienske ø Sardinien er blandt andet kendt for sine fine, kridhvide sandstrande.

Hvad mange turister måske ikke ved er, at øens hvide sand betragtes som offentlig ejendom og at det er strengt ulovligt at fjerne det.

Det skriver BBC.

Det vidste et fransk par i hvert fald med stor sandsynlighed ikke, da de blev stoppet af politiet i  færd med at køre ombord på færgen til Toulon i Frankrig. I deres bil fandt betjente 14 plastikflasker fyldt til halsen med hvidt sand taget fra stranden i Chia i det sydlige Sardinien.

Sardiniens beboere har i årevis klaget over sand-stjælende turister, og i 2017 blev det gjort ulovligt at fjerne sand, sten og skaller fra øens strande.

Det franske par risikerer ifølge BBC mellem et og seks års fængsel for sandtyveri med den skærpede omstændighed at have stjålet offentlig ejendom.

- Sandstrande er en af hovedattraktionerne på Sardinien. Der er to trusler: Den ene er erosion, som delvist er naturlig og delvist skyldes de stigende vandstande som følge af klimaforandringer; den anden er turisters sand-tyveri, siger Pierluigi Cocco, der er miljøekspert og beboer på Sardinien, til BBC.

- Kun en brøkdel af turisterne, der besøger Sardinien, bruger deres tid på at grave 40 kilo sand hver op.  Men hvis du ganger halvdelen af den mængde med fem procent af den million turister, der kommer hvert år, vil det på få år bidrage betydeligt til at reducere strandene, siger han videre.

110 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere