Frem med tegnebogen: Elsket dansker-destination vil flå dig for penge

De Kanariske Øer planlægger at indføre skat på turisme, så det fremover kan blive en noget dyrere affære for danskerne at rejse til øer som Gran Canaria og Tenerife

Det kan blive en del dyrere for danskerne at slænge sig i ugevis på stranden på Gran Canaria. Foto: All Over Press
Det kan blive en del dyrere for danskerne at slænge sig i ugevis på stranden på Gran Canaria. Foto: All Over Press

Først var det Grækenland, sidenhen var det De Baleariske Øer, som blandt andet består af de populære ferie-øer Mallorca og Ibiza, og nu vil også De Kanariske Øer indføre en særlig skat på turisme, der vil betyde, at det kan blive markant dyrere at pakke sydfrugterne for at besøge øer som Gran Canaria, Tenerife og Lanzarote.

Det skriver The Telegraph.

Hvis turistskatten bliver indført, vil det betyde, at hver enkelt ferie-dag på en af disse turistkære ferieøer fremover vil koste et mindre beløb ekstra pr. person oveni regningen.

De Baleariske Øer indførte turistskatten tilbage i 2016, men foreslog i slutningen af 2017 at fordoble skatten, så det fremover blandt andet skal koste turister 3-4 euro - cirka 35 kroner - per. nat at bo på hotel, og 1 euro per. nat hvis man bor i campingvogn eller på vandrehjem.

Og det er altså dette forslag, som De Kanariske Øer nu vil hoppe om bord på, hvilket hurtigt kan løbe op i en del penge, hvis man er en hel familie afsted i to uger.

Populær dansker-destination indfører turistskat

Presser forslaget igennem
Det er det stigende antal besøgende, som har fået De Kanariske Øer til at foreslå den særlige skat på turisme. Udover turistskatten vil ø-gruppen desuden begrænse mængden af boliger, der lejes ud i de mest populære ferieområder.

De politiske talspersoner for både De Kanariske Øer og De Baleariske Øer, Dolores Coujo og Andreu Alcover, præsenterede forleden forslaget på et pressemøde, hvor de understregede, at de vil insistere på at indføre skatten over for den spanske regering.

Pengene skal blandt andet hjælpe med at passe på miljøet ved at finansiere økologiske projekter samt få turister til at besøge øerne uden for sæsonen.

De Baleariske Øer indførte turistskat i juli 2016, og - ifølge The Telegraph - indtjente skatten hele 30 millioner euro, godt 223 millioner danske kroner, blot i perioden fra juli til december 2016.

- Det handler om, at borgerne ved, hvor deres penge ryger hen, sagde Dolores Coujo på pressemødet forleden.

Hele 16 millioner turister besøgte de Kanariske Øer i 2017.

Engelsk by vil indføre 'turistfrie zoner'