Fulderikker får raserianfald på fly

Antallet af raserianfald på fly har nået sit højeste i en periode på fem år – lufthavne opfordres til at indføre begrænsninger på alkoholsalg og -indtag inden take off

Du bestemmer stadig selv, hvor meget øl, du vil drikke i lufthavnen (Foto: Andy Smith/Flickr)
Du bestemmer stadig selv, hvor meget øl, du vil drikke i lufthavnen (Foto: Andy Smith/Flickr)

Der er måske nok begrænsninger på, hvor meget alkohol, du må tage med over grænsen, når du har været ude at rejse, men der er ikke nogen, der har fastsat en grænse for, hvor høj en promille du må have, når du krydser den – du kan med andre ord mere eller mindre selv bestemme, hvor mange øl du vil hamre i lufthavnen, mens du venter på, at det bliver take off-tid.

At holde alkoholindtaget på et niveau, hvor man stadig har kontrol over sig selv og sit temperament, er der tilsyneladende flere nu end tidligere, der ikke helt kan finde ud af.

Nye tal fra de engelske luftfartsmyndigheder (CAA) viser nemlig, at antallet af raserianfald ombord på fly i forbindelse med alkoholpåvirkning er på sit højeste i fem år. Sammenlignet med både 2011 og 2012 var antallet i 2014 mere end fordoblet. Det får dem til at opfordre lufthavne til at indføre begrænsninger på alkoholsalg og -indtag inden take off, skriver The Telegraph.


Raserianfaldene bød i 2014 ifølge den engelske avis på både bombetrusler, spark på kabinepersonalet, indtag af stoffer og rejsende (med børn!), der nægtede at efterleve sikkerhedsreglerne.

Sikkerhedslandinger
I de fleste tilfælde bliver de fulde passagerer afhentet af politiet, når flyet lander. Men i nogle tilfælde resulterer de alkoholprovokerede udbrud i, at fly må vende om eller foretage en sikkerhedslanding i nærmest tilgængelige lufthavn.

For nylig måtte et Ryanair fly således sikkerhedslande i Dublin, fordi en fuld passager blev voldelig, og ifølge andre passagerer forsøgte at slå på alt, hvad han kom i nærheden af. Det skrev London Evening Standard i sidste uge.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere