Vietnams nye turistattraktion, Cau Vang (Den 'Gyldne Bro'), som åbnede op nær byen Da Nang i juni måned, har i den grad levet op til forventingerne.
Og mere end det.
Ifølge Reuters strømmer turister nemlig til den unikke seværdighed, der ligger placeret i Truong Son-bjergene og forestiller et par gigantiske hænder, der løfter en bro op, og som angiveligt giver besøgende en fornemmelse af, at man tager en vandretur på skyerne.
Faktisk er den 150 meter lange bro, som spænder over otte sektioner godt 1400 meter over havet så spektakulær, at den nærmest er gået viralt på de sociale medier, hvor turister begejstret beskriver følelsen af at have gået en tur i Guds hænder.
- Det var virkelig noget helt specielt. Jeg følte, jeg gik på skyerne, siger en turist fra Hanoi til Reuters.
- De to gigantiske hænder ser så ægte ud. De fik mig til at føle, at mennesker kan gøre, hvad de vil, siger en anden turist.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Dyster dom over ikonisk bygning: Redningen er håbløs
'Et fortov i himlen'
Cau Vang-broen ligger i Vietnams Ba Na Hills og er designet af Ta Landscape Architecture. På trods af det unikke design tog det dog kun under et år at bygge den allerede velbesøgte seværdighed.
- Vi er meget stolte over, at vores arbejde bliver snakket om rundt omkring i hele verden, siger designeren bag broen, Vi Viet Anh, til Hindustan Times.
Ifølge Vu Viet Anh er broen designet således, at det skal ligne, at Guds hænder løfter et stykke af jorden til sig:
- Det er som et fortov i himlen midt i et tåget og eventyrligt bjergområde.
Området Ba Na Hills er i forvejen enormt besøgt af turister og modtog ifølge Vietnam National Administration of Tourism over 2,7 millioner gæster sidste år, og det forventes, at tallet i den grad stiger, nu hvor den nye bro står klar.
Fodbolddrenge fanget i 17 dage: Nu laves grotten til turistattraktion