Går af efter skandale: Ødelagde 46.000 år gammel kulturarv

Området var af stor betydning for Australiens urbefolkning

Udgravninger i de nu hedengangne huler har ført til ny viden om de første australiere. Foto: Reuters
Udgravninger i de nu hedengangne huler har ført til ny viden om de første australiere. Foto: Reuters

I maj sprængte Rio Tinto sit omdømme i luften.

Det engelsk-australske mineselskab ønskede at udvide dets jernmine i Juukan Gorge i det vestlige Australien, og den opgave skulle der dynamit til at klare.

Desværre udslettede eksplosionen også nogle ældgamle huler, som var af enorm betydning for Australiens oprindelige befolkning. Hulerne var 46.000 år gamle og den ældste kendte bosætning i landet.

Skandalen får nu tre af Rio Tintos øverste chefer til at gå af, skriver internationale medier, herunder norske Børsen.

Det var en 'misforståelse'
Mest markant er det, at adm. direktør Jean-Sebastien Jacques går af. Det gør han, så snart der er fundet en erstatning. Og det bliver ikke en billig omgang for topchefen. Han går glip af en bonus på 22 millioner kroner på grund af ødelæggelserne.

Med ud ad døren følger yderligere to chefer. De trækker stikket ved årsskiftet.

I 2013 fik Rio Tinto faktisk grønt lys til at ødelægge området. Efterfølgende blev selskabet dog gjort opmærksom på stedets historiske betydning. Det fik imidlertid ikke ledelsen til at ændre planer, hvorfor man gennemførte eksplosionen i slutningen af maj.

Nyheden gik verden rundt, og selskabet befandt sig pludselig i en shitstorm.

Selv kalder Rio Tinto hændelsen for en 'misforståelse'.

Se også: Fly aflyst, fordi treårig nægtede mundbind

Hulerne gemte på mange skatte
Udgravninger i de nu hedengangne huler har ført til flere spændende opdagelser.

Arkæologer har blandt andet fundet en kænguruknogle, der går 28.000 år tilbage og er blevet slebet spids for at tjene Australiens urbefolkning som et værktøj.

På et andet tidspunkt fandt man i hulerne et bælte af flettet hår, som dna-test har knyttet til oprindelige australier, der stadig bor i området.

Se også: Midt i smitteboom: Taj Mahal genåbner

1 kommentar
Vis kommentarer