Går på knæ ved vandfald - og så går det galt

Et frieri var bogstavelig talt ved at gå i vasken for dette uheldige amerikanske par

Se det komiske øjeblik her. Video: Newsflare

Omgivelserne var perfekte, da amerikanske Andrew Schuhmann gik på knæ og friede til sin kæreste gennem seks år. Stedet var det smukke Havasupai Falls i Grand Canyon, Arizona, hvor han og kæresten Kammie var rejst til på en backpacker-ferie sammen med en ven, der efter aftale med Andrew stod klar til at filme episoden.

Men tingene gik på ingen måde som planlagt.

Andrew havde bildt Kammie ind, at de skulle lave et udspring i vandet, og at han gerne ville have et billede af det. Planen var så, at han ville hive ringen frem i det øjeblik, de gik ned i knæ for at springe ud. Ringen havde han siddende på sin egen lillefinger, og hånden holdt han knyttet for ikke at tabe ringen.

Til det britiske nyhedsbureau Newsflare forklarede Andrew Schuhmann, at havde øvet sig på frieriet igen og igen, men da det store øjeblik oprandt, blev han nervøs og fumlede i det. Så da han ville give hende ringen på, var den pist væk. Og et klamt øjeblik opstår for Andrew Schuhmann, som du kan se i videoen herover.

Se også: Mark og Danielle ville have drømmebryllup: Lort i poolen gjorde det til et mareridt

I forvirringen valgte han dog at gennemføre frieriet, selvom han først udbrød:

- Jeg har lige tabt ringen.

Lettere febrilsk nåede han dog at følge op med det store spørgsmål:

- Vil du gifte dig med mig?

Trods fumlerierne svarede hun 'ja' til spørgsmålet med det samme. Og med det vigtigste på plads bad Andrew så sin forlovede om hjælp til at lede efter ringen.

I tre timer dykkede de rundt i vandet for at finde ringen, men væk var den.

Episoden fandt sted i 2012, men først nu er videoen for alvor gået viralt på nettet, hvor flere store medier har taget den op - herunder norske VG, svenske Aftonbladet og britiske Daily Mail.

Selvom Andrew Schuhmann ikke kunne lade være med at stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt den tabte ring var et dårligt tegn, så gennemførte parret brylluppet året efter, og de er stadig lykkeligt gift og kan grine af episoden i dag, oplyser Andrew Schuhmann til Newsflare.

Den sjove video, som du kan se øverst i artiklen, blev vist ved parrets bryllup.

25 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere