Gigant med stor ændring: Siger farvel til rødt kød på fly

Når du skal med et TUI-fly, kan du ikke længere få rødt kød ombord

For at reducere CO2-udslippet fra flymad har selskabet TUI fjernet rødt kød fra deres serveringer ombord på egne fly. Foto: Colourbox
For at reducere CO2-udslippet fra flymad har selskabet TUI fjernet rødt kød fra deres serveringer ombord på egne fly. Foto: Colourbox

Er du vild med rødt kød, er der dårlige nyheder, hvis du skal med et TUI-fly i fremtiden. Til gengæld er der gode nyheder for klimaet.

Siden 1. juni har TUI nemlig været i gang med at udfase rødt kød fra deres egne fly, så de inden for et par måneder slet ikke tilbyder rødt kød længere.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. 

Med rødt kød menes oksekød, svinekød og lam, og selskabets udgangspunkt for at fjerne det røde kød fra deres fly er primært at reducere CO2-udslippet i forbindelse med flymad. Det vil kunderne nemlig have.

Se også: Klimarådet anbefaler CO2-afgifter på flyrejser: - Vi er nødt til det

- Når vi spørger vores kunder, hvordan de tænker på bæredygtighed i forbindelse med deres fremtidige rejse, vil der normalt være rødt kød eller kød i almindelighed på listen over ting, de selv vil ændre på. Derfor investerer vi nu i at gøre fugl, fisk og vegetarisk rigtig god, mens vi fjerner det røde kød, siger Anna Kiefer, bæredygtighedsekspert i TUI, i pressemeddelelsen.

Oksekød er ifølge Videnskab.dk otte gange værre for klimaet end kylling.

Se også: Værre end CO2: Flyskabte striber bidrager til global opvarmning

Forudbestille mad
Foruden at fjerne det røde kød fra sine afgange, arbejder TUI også andre tiltag, der skal hjælpe til en begrænsning af CO2-udledningen fra fly-måltiderne.

Blandt andet arbejder TUI med forudbestilte måltider, som gør det lettere at reducere madspild, fordi gæsterne kan forudbestille deres mad før afrejse, hvorfor kun den mad, de har bestilt, bliver lavet.

TUI har også en ambition at være den første i verden til at servere kaffe i en spiselig kaffekop, noget der for tiden bliver testet i selskabet Foodcase, der er tilknyttet Wageningen Universitet, og som TUI samarbejder med.

- Det er vigtigt for os hele tiden at tage de nødvendige skridt – små som store – mod at kunne tilbyde et mere bæredygtigt produkt. Udfasningen af rødt kød er et af disse mange skridt, siger Mikkel Hansen, pressechef i TUI Danmark, til Ekstra Bladet.

- Vi håber og tror på, at vores kunder vil tage godt imod det. Det er i første omgang dem, vi har lyttet til, siger han.

TUI har desuden tidligere meddelt, at de vil klimakompensere deres kunders ophold på hoteller og flyveture.

Tidligere har SAS også offentliggjort, at de vil droppe taxfree-salg ombord på deres fly for at spare vægt.

94 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere