Glem din gamle GPS: Nu viser Google vej i udlandet – offline

Google Maps lader nu sine brugere finde vej overalt - også selv om de ikke har forbindelse til internettet

Nu gør Google Maps den nemmere at finde vej, når du ikke har internettet til hjælp. (Foto: Google Maps)
Nu gør Google Maps den nemmere at finde vej, når du ikke har internettet til hjælp. (Foto: Google Maps)

Hvor mange gange har du i et øjeblik af total orienteringsforvirring hevet telefonen op af lommen, tastet en hurtig adresse og fået be- eller afkræftet, at du er på rette vej?

Heldigvis er forvirringen nem at slippe af med, så længe telefonens navigationsfunktion er koblet op på en internetforbindelse. 

Men hvor ofte har du så stået i udlandet – eller på en af Lars Tyndskids mange marker – med samme forvirring og denne gang ikke haft mulighed for at få hjælp af telefonen? Enten fordi du ikke havde råd til at betale rundt regnet en trilliard i roaminggebyrer, eller fordi din telefon simpelthen ikke kunne finde nogen forbindelse til internettet.

Kunstig intelligens: Nu vil Facebook scanne dine billeder

Nu vil Google løse det problem. I går annoncerede søgemaskinegiganten nemlig på sin blog, at de vil gøre det muligt at bruge Google Maps uden at være online. Og dermed kan din smartphone potentielt erstatte din gamle GPS på bilferien.

Kørevejledning virker offline
Hvor Google Maps tidligere viste et overordnet kort, når telefonen var i offline-tilstand, vil du nu også kunne få kørevejledning – i form af damen, der fortæller dig, hvor og hvornår du skal dreje – og få oplysninger om bl.a. åbningstider, anbefalinger og kontaktoplysninger.

Det eneste, det kræver, er, at du downloader det område, du skal til, mens du stadig har internetforbindelse – altså typisk før du tager af sted.

Strammer reglerne: Her er musikken kineserne ikke må høre

Er du f.eks. på vej til Rom på weekendtur, kan du inden afgang hente bymidten ned på din telefon og dermed slippe for at fare vild, når du skal fra Den Spanske Trappe til Colosseum.

I første omgang er offline-versionen mulig til Android telefoner, men en version til iOS er på vej. Og Google lover samtidig, at de løbende vil tilføje flere offline-funktioner. Hvad disse er melder historien dog ingenting om.

Et downloadet kort – i vores tilfælde Rom – placeres under 'Dine steder' i app'en, fylder 1 MB på telefonen og bliver automatisk fjernet efter 30 dage.

Hvor meget plads dit kort fylder på telefonen afhænger dog af, hvor stort et kort du henter.