Gør du disse irriterende ting på festival?

Her er de mest nederen ting, du kan gøre på en musikfestival

En ny undersøgelse viser, at moshpits og crowdsurfing er nogle af de ting, som festivalgængere finder mest irriterende. Foto: Oliva Loftlund
En ny undersøgelse viser, at moshpits og crowdsurfing er nogle af de ting, som festivalgængere finder mest irriterende. Foto: Oliva Loftlund

Festivalsæsonen er langtfra slut. I disse dage valfarter over 55.000 mennesker til Smukfest i Skanderborg for at høre musik under bøgetræerne og drikke kolde fadøl.

Det er rigtig mange mennesker, og når der er mange mennesker samlet på ét sted, så kan man næsten ikke undgå, at nogle af dem ikke opfører sig godt, som deres mor og far har opdraget dem.

Men visse aspekter ved opførsel på musikfestivaler er mere irriterende end andre.

For at få en føling med, hvad der irriterer festivalgængerne mest, har Four Loko, et amerikansk mærke af alkoholiske drikke, bedt 1815 amerikanske festivalgængere om at rangere den mest irriterende opførsel på en skala fra et til ti.

Ifølge undersøgelsen er der en helt klar førsteplads. Det mest irriterende er, når andre festivalgængere tisser uden for toiletskurene i stedet for inde i dem, som de er beregnet til. Tisseriet opnår 7,2 point på skalaen.

Det kan være svært at holde sig, når der er kø til toiletterne, og mange øl er kommet indenbords. Men prøv alligevel.

Så 2015-agtigt
Skarpt efterfulgt førstepladsen kommer der faktisk hele tre irriterende ting. Folk, der har skilte med til koncerterne, lugtende kroppe (husk at tage bad) samt crowdsurfing/moshpits.

Længere nede på listen finder man folk, der optager koncerter med deres mobiltelefoner. En deltager i undersøgelsen udtaler sig således om denne opførsel: 'Det er så 2015-agtigt'. Så hvis du vil forevige din store koncertoplevelse, må du leve med, at andre bliver mugne på dig. Det er bare ikke god stil længere.

Det er god opførsel at synge med
Der er også opførsel, som ikke fremkalder stærke følelser hos de adspurgte. Overraskende nok synes de fleste ikke, at kulturel appropriation (når man stjæler elementer fra andre kulturer, f.eks. dreadlocks) er irriterende. Det får kun 3,7 point på skalaen.

Der har ellers været heftig debat omkring festivalgængere, der har klædt sig ud som indfødte amerikanere. Så heftig at den amerikanske festival Outside Land har valgt at bandlyse de store, ikoniske fjerprydninger, som er kendetegnet for traditionel indiansk påklædning.

Den gode nyhed er, at de færreste finder det irriterende, når andre synger med. Så du kan roligt skråle med på Robbie Williams eller Nik & Jay på dette års Smukfest.

31 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere