Gondolerne skærer ned: Turisterne er blevet for tykke

Stigende vægtproblemer får Venedigs gondolierer til at reducere antallet af turister, de vil sejle med

Efter længere tids nedlukning har Venedig åbnet op for turister, men det bliver fremover med færre turister pr. gondol. Arkivfoto: Andrea Pattaro/AFP
Efter længere tids nedlukning har Venedig åbnet op for turister, men det bliver fremover med færre turister pr. gondol. Arkivfoto: Andrea Pattaro/AFP

Gondolerne på Venedigs smalle kanaler er et levn fra en tid før motorbåde og moderne tiders travlhed.

Nutiden ser imidlertid ud til at have indhentet den romantiske turistattraktion. Mens gondolerne ligner sig selv, er deres passagerer nemlig vokset en hel del over årene. Og nu har turisternes vægt nået et punkt, hvor gondolerne ikke længere kan følge med.

Derfor har sammenslutningen af gondolierer i Venedig besluttet sig for at skære ned på det maksimale antal passagerer, der kan være i en gondol fra seks til fem.

Det skriver CNN Travel.

– Over de seneste 10 år eller deromkring er turisterne begyndt at veje mere – og i stedet for at bede dem træde op på en vægt inden afgang, sætter vi et loft på passagerantallet, siger formand for sammenslutningen, Andrea Balbi, til mediet.

Også de større 'da parada' gondoler vil tage færre passagerer med i fremtiden. Her er det maksimale antal skåret fra 14 til 12.

Beslutningen skal ifølge Andrea Balbi øge sikkerheden ombord. Vægtproblemet har tilsyneladende været så stort, at gondoliererne har oplevet stigende problemer med gondoler, der tog vand ind.

Det samme påpeger Raoul Roveratto, der er formand for en sammenslutning af vikarierende gondolierer.

– Det er farligt at sejle med over et halvt ton kød ombord, siger han til CNN Travel.

143 kommentarer
Vis kommentarer